Unge nydanskere stemmer ikke ved valgene. Mens seks ud af ti unge "gammeldanskere" på 18 år stemmer, så stemmer kun 35 procent nydanskere i samme aldersgruppe.
Denne negative tendens vil Nydansk Ungdomsråd gøre noget ved, så unge nydanskere finder ud af, at de kan få indflydelse, hvis de vil. Nydansk Ungdomsråd, som er oprettet af nydanske unge i Dansk Ungdoms Fællesråd, vil arbejde hårdt for at hæve nyhedanskernes stemmeprocent, og rådet har startet kampagnen "Vores land – vores valg".
"Hvis du ikke stemmer, er der ingen der hører dig." Sådan lyder et af de slogans, der skal få unge til at interessere sig for det folketingsvalg, der kommer senere i år.
Sloganet er med i en video, som på bare 42 sekunder slår fast, hvorfor du skal stemme, hvis du har en mening om samfundet og hvis du drømmer om en ny kurs i politik.
Nydansk Ungdomsråd er aktiv i Gellerup op til valget – uanset hvornår det finder sted. Søndag den 20 marts er der gang i valgdebatten i Bazar Vest:
Debat i basaren 20. marts
I samarbejde med Integrationsrådet i Aarhus laver de en række alternative valgarrangementer. Et af dem finder sted sammen med lokale unge fra Gellerupparken i Aarhus 20. marts.
To til fem lokale unge viser folketingskandidaterne rundt i deres lokalområde. Skole, arbejde, familie, fritidsaktiviteter osv. Hvad er vigtigt for de unge?
Herefter vil folketingskandidaterne og de unge følges over i Bazar Vest, hvor der vil være en valgcafé. Her kan alle få en uformel snak med kandidaterne og få en kop kaffe og baklava og endda vinde præmier, hvis man kan overbevise folketingskandidaterne. Der vil også være et musisk indslag i løbet af arrangementet.
Nydansk Ungdomsråd har oprettet en side på Facebook, hvor der er videoer og debat, og rådet opfordrer folk til at tage et billede af sig selv, hvor man skriver på et skilt, hvorfor det er vigtigt at stemme.