Eleverne på den muslimske privatskole Lykkeskolen i Gellerup skal kende politiet som venner, ikke det modsatte. Derfor vil skolen gerne etablere et tættere samarbejde med politiet og det kriminalpræventive arbejde i kommunen.
"Det er vigtigt, at eleverne ser, at politiet ikke er deres fjende, og derfor vil vi gerne ind i en grundig dialog med dem," siger skolens viceinspektør Peter Christensen.
Ønsket er blevet helt aktuelt efter den påsatte brand forleden – den anden påsatte brand på godt et år. I ingen af sagerne er det lykkedes at finde gerningspersoner, og politiet har også henlagt den aktuelle sag.
"Vi vil dog stadig gerne have kontakt med politiet, helst i det kriminalpræventive arbejde i SSP," fortsætter han. SSP står for Socialforvaltning, Skole og Politi.
"Så kan vi få en grundig dialog med politiet, og eleverne kan opleve dem fra den gode side."
Kan deltage i SSP-samarbejdet
Da skolen er en privatskole, er Peter Christensen ikke klar over, om den kan komme med i SSP-samarbejdet.
Men det kan Lykkeskolen sagtens. Den daglige leder af SSP-samarbejdet, Toke Agerskou, vil gerne kontaktes af skolen:
"Skolen kan sende en mail til os, så sender vi en person til et møde med skolen – det kan være en politibetjent, en skoleperson eller en fra fritidsområdet – alt afhængig af den beredskabsplan, som vi kan lave for skolen," siger Toke Agerskou.
Man kan kontakte SSP på mail: ssp@aarhus.dk
Læs mere om SSP Århus her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.