Efter sidste uges mediestorm, hvor Tovshøjskolen fik stemplet ”landets laveste karaktergennemsnit”, har borgerportalen besøgt skolen for at høre, hvad de synes om den megen negative medieomtale.
De to piger Hadil Kaddourah og Raghda Ali er begge ret chokerede over den dårlige omtale, som deres folkeskole gennem snart ti år har fået.
”Vores skole har ikke brug for dårlig omtale. Den har i forvejen et dårligt ry, og sidste uges medieomtale hjælper ikke ligefrem på det ry. Det betyder måske at flere vil fravælge vores skole, fordi de tror, at den er dårlig. Men vi synes altså, at Tovshøjskolen er en rigtig god skole,” fortæller Raghda.
At skære alle over en kam
Pigerne var enige om, at den dårlige medieomtale automatisk får mange til at tro at alle børn på Tovshøjskolen får dårlige karakterer.
”Jeg kan jo som sådan være ligeglad, for det er ikke mine karakter der er lave, men jeg synes bare det er ærgerligt, hvis folk, som ikke kender Gellerup og Toveshøj, tror at vi alle får dårlige karakterer. Vi er jo faktisk nogen, som arbejder hårdt i skolen og får 10 eller 12 til afgangseksamen,” forklarer Raghda.
Skuffet over TV2 Østjylland
Pigerne stillede op til interview med TV2 Østjylland i sidste uge, men var skuffede over, at en times interview ikke blev til mere end et minuts indslag.
Hadil stillede op til interview med TV2, fordi hun ville støtte skolens personale.
”Jeg synes, at det var pinligt for vores lærere og vores skole, derfor ønskede jeg at fortælle at vi altså er flere, der får gode karakterer. Men jeg var skuffet over, at de klippede hele interviewet fra. Det er som om, de kun ville bringe det negative,” fortæller Hadil.
Planer for fremtiden
De to piger går begge i 9. klasse på Tovshøjskolen og skal inden længe tage deres afgangseksamen. Begge har lagt planer for fremtiden.
”Vi skal begge i gymnasiet, da det giver adgang til de fleste uddannelser. Det er rart at have mulighederne åbne,” fortæller de to piger.
Raghda vil læse kemi og regner med at tage til Frankrig i et semester eller to. Hun har en onkel, der underviser på et universitet dernede. Hadil regner også med at skulle læse på universitetet – enten jura eller litteraturvidenskab.