Der er gode chancer for, at Gellerup Højskole alligevel kan blive til en egentlig folkehøjskole med overnattende elever. Socialministeriet åbner i et brev mulighed for, at højskolen kan overtage tre blokke på Hejredalskollegiet efter den model, som højskolen har foreslået.
Ifølge JP Århus vil ministeriet godt overveje højskolens model, hvis den kan opfylde nogle forudsætninger for købet. Ministeriets krav har hidtil været, at højskolen skulle købe bygningerne kontant eller indfri lånene – men de penge har højskolen ganske enkelt ikke.
Hvis højskolen kan dokumentere, at den ikke kan rejse pengene, hvis beboerne på Hejredalskollegiet holdes skadesløse, og hvis nogle detaljer om et sælgerpantebrev klarlægges, så vil ministeriet være positivt stemning for en pantebrevs-model.
Det er ikke en 100 procents garanti, men højskolens formand, Keld Albrechtsen, er positiv.
To formandstaler
"Der er en pænt stor chance – nu er jeg optimist igen", sagde han på generalforsamlingen i højskolens repræsentantskab. JP Århus skriver, at han helt op til dagen for generalforsamlingen havde to versioner af en formandsberetning – en skåltale over, at det lykkedes, og en beklagelse over, at højskolen måtte lukke, hvis ministeriet sagde nej.
Han havde bedt ministeriet komme med en melding inden generalforsmamlingen, og det kom først på dagen.