For Al Nours piger står weekenden på lejr i det naturskønne Ry. Al Nour Ungdomsforening arrangerer weekendopholdet, som er for piger og deres mødre. Pigerne tager af sted til FDF-hytten i Ry fredag og kommer hjem søndag.
Mangler aktiviteter for piger
”Pigerne fra Gellerup har kun beskedne aktiviteter og muligheder for at komme ud af området. Derfor arrangerer vi en pigelejr for piger og deres mødre, hvor de kan opleve Danmarks smukke landsskab,” fortæller formand for Al Nour Ungdomsforening Ahmad El Ahmad.
Lejren vil byde på spændende og lærerige aktiviteter, hvor natur og gymnastik vil være en del af aktiviteterne. Weekenden byder også på masser af socialt samvær på tværs af årgangene.
”Der vil være underholdning, foredrag og dialog om det gode ungdomsliv. Uddannelse vil også være i fokus, hvor flere lokale rollemodeller vil fortælle om betydningen af uddannelse og karriere for de unges fremtid,” forklarer Ahmad El Ahmad.
Ungdomsforening med 15 år på bagen
Al Nour Ungdomsforening blev stiftet i 1996 af en gruppe forældre, som bor i det vestlige område af Århus primært Gellerup.
Foreningen er for både drenge og piger og planlægger aktiviteter, som passer til begge køn.
Siden foreningen blev stiftet, har bestyrelsen arbejdet hårdt for at være en del af lokalsamfundet. Blandt andet ved at være en aktiv deltager i lokalsamfundets arrangementer.
Der er 150 aktive medlemmer, som alle bor i Gellerup. Al Nour Ungdomsforening har både et svømmehold og et fodboldhold og afholder også kulturelle, sociale og kreative aktiviteter. Foreningen underviser også i samfundsforhold.
Du kan læse mere om foreningen på deres hjemmeside
http://www.alnour.dk