Perlevennernes inviterer for tredje gang til 1. maj fest i Café Perlen søndag den 1. maj kl. 10-12.30.

Og her kommer blandt andet byens kommende borgmester rådmand Jacob Bundsgaard Johansen og holder tale. Desuden stiller SF’s byrådsmedlem Jan Ravn og Enhedslistens Solveig Munk op med taler.

I Café Perlen er det muligt at købe kaffe og rundstykker – og traditionen tro vil der også være sanghæfter delt rundt ved bordene. Yggdrasil klaver er blevet stemt, så Perlevennerne leder med lys og lygte efter en, som kan spille på tangenterne. Alle er meget velkommen.

Perlen loves Gellerup

Perlevennerne deltager også i maj måneds store happening på Klostertorv ”I love Gellerup” lørdag den 28. maj.
Her stiller Café Perlen op med lækre smagsprøver på arabiske kager, og der bliver også tændt op under vandpiberne, så alle århusianerne kan se, hvordan perlevennerne forstår at hygge sig sammen.

Debatmøde om dialog og god snak

Mandag den 9. maj arrangerer Perlevennerne i samarbejde med Samvirkets Forældre Debatforum et spændende debatmøde om dialog og den gode samtale.
Det er journalist Iben Baadsgaard Al-Khalil, der kommer med et oplæg til debataftenen, som handler om, hvor stor en udfordring det kan være at kommunikere og snakke sammen – ikke mindst i et område som Gellerup, hvor beboerne kommer fra mange forskellige verdenshjørner – og hvor både sprogforviklinger og kulturelle forskelligheder kan være med til at gøre det til en svær opgave.

Debatmødet foregår i Foreningernes Hus med start kl. 17.00 – læs mere på www.samvirket.dk 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.