Cykelværkstedet i kælderen på Janesvej 43 har stærkt brug for nye frivillige. Værkstedets børn og unge har primært brug for hjælp til at reparere eller lappe deres cykler. Uden nye frivillige kan Cykelværkstedet ikke blive ved med at have åbent to faste ugentlige dage, men vil blive nødsaget til at holde en ufrivillig pause.   

Cykelværksted har brug for hænder
Du behøver ikke at vide alt om cykler for at blive frivillig, bare du tager dig tid til at lytte og hjælpe. Eksempelvis kan det at holde en cykel, mens en anden skruer være til stor hjælp.

Som frivillig lærer du en masse om cykler, men du er ikke mindst med til at lære Gellerups unge et håndværk, som de vil kunne bruge i fremtiden.
Cykelværkstedet stræber mod at være et frirum med hjertevarme og god takt og tone, hvor det at hjælpe hinanden er en selvfølge.

Værkstedet har åbent hver tirsdag og torsdag fra kl. 16.30-19. Ønsker du at blive frivillig skal du gerne kunne tage flere vagter i måneden, men vigtigst er at du er stabil og møder op, hvis du har taget en vagt.

Fuldt hus i Cykelværkstedet
De sidste par uger af april er cirka tyve børn og et par mødre mødt op i Cykelværkstedet, så der er virkeligt brug for hjælpende hænder.
Anett Christiansen, der har været med til at starte Cykelværkstedet op, er også frivillig og beskriver projektet således:

”Cykelværkstedet er et mødested, hvor børn og voksne kan mødes omkring cykler og få nye venskaber. Nogle børn kommer flere gange i en periode og bruger cykelværkstedet som et alternativ til voksenkontakt og hygge. Men frem for alt er jeg sikker på, at vi holder nogle af disse små/halvstore drenge væk fra gaden. Her kan de bruge deres ressourcer konstruktivt ved at lære at reparere deres egen og andres cykler. Her er folk gode til at hjælpe hinanden,” fortæller Anett.

Vil du være frivillig i Cykelværkstedet, så kontakt Anett Christiansen på nettanac@yahoo.dk