Ramallah-spejderne har godt to år på bagen og vokser støt. Spejderne består nu af 75 børn og unge fra Gellerup og Toveshøj – piger som drenge fra 6-16 år.

”Jeg syntes, at der manglede aktiviteter for børn og unge i Gellerup og Toveshøj, derfor startede jeg Ramallah-spejderne. Det begyndte med, at jeg lærte et barn folkedans, og så hørte flere og flere om det,” fortæller Walid Mahmoud, der er initiativtageren bag Ramallah-spejderne.

Det var en stolt spejdertradition fra Libanon, der gav Walid Mahmoud ideen til at starte spejdergruppen. Hans far var nemlig spejderklubleder i et aktivitetshus i den libanesiske flygtningelejr, og det betød, at Walid blev spejder i en alder af 4 år.
En alsidig spejdertradition
”At være spejder i Libanon er ikke det samme som at være traditionel dansk spejder. I Libanon fungerede spejder-bevægelsen som både klub, vuggestue og mødested for ældre. I Ramallah-spejderne laver vi derfor mange forskellige ting. Vi tager på forskellige udflugter – nogen gange til skøjtehallen i Århus nord og andre gange til Moesgaard. Vi dyrker en del sport, svømmer to gange i ugen og laver idræt i Globus1 om lørdagen,” fortæller Walid. 

Ramallah-spejderne forsøger at lave gratis aktiviteter eller at gøre det så billige som muligt, så alle har mulighed for at komme med.
Målet er at skabe ansvarlige unge
Walid fortæller, at målet med Ramallah-spejderne er, at de om 5-10 år står med en generation, der er mere ansvarlige end nu.

”Spejderaktiviteter er gode for børn. De lærer nye ting, såsom at snitte en kniv og lave bål, men det vigtigste er, at de lærer, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. De lærer at hjælpe andre og være ansvarlige overfor hinanden. Opdragelse er vigtig, så vi kan få mere ansvarlige unge,” forklarer Walid.    
Ramallah-spejderne er af blandet nationalitet, et par enkelte kurdere og somalierer med er med, men cirka 95% af børnene er af arabisk og palæstinensisk baggrund. 
"Vi er åbne for alle interesserede og vil gerne have flere forskellige nationaliteter med, men det er lettere sagt end gjort. Folk ved godt, at vi eksisterer, men sender bare ikke deres børn afsted," fortæller Walid Mahmoud.
Se Ramallah-spejdernes facebook-side
Læs Skræppebladets artikel fra juni 2009

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.