Unge tosprogede over hele byen har haft gavn af vejledningsprojektet Shaqo Junior, der frem til 1. februar fandt sted i Gellerup. De unges projekt er altså slut, men "moderprojektet" Shaqo har fået en bevilling frem til 2014 og arbejder med at vejlede tosprogede til uddannelse og job.
Shaqo er fortsat at finde i City Vest – placeret over Føtex. Det var ikke Shaqos vilje, at junior-projektet lukkede, men der var ikke penge til at drive det videre for.
Der er udgivet en rapport over Shaqo Junior væsentligste resultater, og både i tal og indhold har det toårige projekt været en succes. Der var regnet med 320 deltagere, men 382 unge mellem 16 og 24 deltog.
Målet var, at 75 procent af deltagerne kom i uddannelse og job – og her var det faktisk 80 procent, der fandt vejen.
Rapporten nævner en række læringer og erfaringer, der har været vigtige for de unge:
- Vejledning på modersmål og især med forståelse for de unges kultur
- Holistisk tilgang, dvs. en eller højst to vejledere har en samlet tilgang – frem for en masse sagsbehandlere, der arbejder med hvert sit hjørne
- Projektet har givet empowerment til de unge – det vil sige kompetencer til at handle selv
- Tilgængelighed – det har været nemt for de unge at komme på Shaqo og få vejledning – og Facebook har også været en god hjælp
- Fritidsjob har betydning – det giver erfaringer på arbejdsmarkedet og fastholder de unge i uddannelse. Tørklæder er generelt ikke nogen hindring for fritidsjob.
- Det er svært at finde elev- og lærepladser – ekstra svært for tosprogede. Hvis en person kan anbefale den unge til en arbejdsgiver, hjælper det.
- Hvis man ikke er en del af det sociale liv på arbejdspladsen (smalltalk, gruppearbejde, fester…), så er det en barriere. Når danske unge er meget optaget af fester og alkohol, står de muslimske unge ofte uden for fællesskabet.
- Shaqo Junior har været ledet af et multietnisk team – det var en vigtig faktor for projektets succes.
- Projektet har samarbejdet bredt med uddannelsesinstitutioner, virksomheder, familier, UU-vejledere og så videre. Samarbejdet med UU kunne have været bedre…
- Sproget engelsk er en barriere for mange af deltagerne. Shaqo Junior har derfor tilbudt undervisning i engelsk, og en gruppe var i Cambridge på sprogskole sidste sommer.
- Viden om uddannelse og arbejdsmarked er vigtig, men Shaqo har valgt ikke at være opsøgende i foreninger mv. – det gør i stedet Vejledningscentret, UU mfl.