Efter fremtidskonferencen i Foreningernes Hus den 27. og 28. april, giver projektleder Lone Hedelund et indblik i, hvad deltagerne kom frem til de to dage.
Formålet med de to dages konference var at definere, hvad sundhed og trivsel betyder for den enkelte beboer og for selve lokalområdet Gellerup/Toveshøj. Derfor bestod dagene bl.a. også af brainstorm og snak om visioner for området. Derfor kom der mange forslag og ideer på bordet, hvoraf der arbejdes videre med seks.
Ny superskole i Gellerup
Der kom også mange forslag på banen, som var visioner uden at der kunne komme noget konkret ud af dem. Blandt andet ville en af grupperne lave en ny superskole i Gellerupparken. Men da den ide ikke er realistisk lige nu, indgik ideen kun som en vision. Formålet med konferencen var nemlig at finde aktiviteter ,man straks kunne arbejde videre med.
Spændende projekter der skal arbejdes videre med
Lone Hedelund fortæller, at det alle kunne blive enige om på konferencen, var at det der er vigtigst for trivslen i Gellerupparken og Toveshøj er, at folk kommer i arbejde. Det vil samtidig være med til at højne det økonomiske fundament for beboerne og kan også give beboerne en større tilknytning til det danske samfund.
Derudover var der også stor enighed om, at der skal være flere initiativer, der går på tværs af køn, alder, etnicitet osv. ”Der er ofte store interne grupperinger i området, og der er et ønske om at alle kommer hinanden lidt mere ved, at man bliver nysgerrige på hinanden, også selvom man ikke har samme baggrund,” siger Lone Hedelund.
Unge uddannede skal fejres
Lone Hedelund er meget ivrig for, at man skal fokusere på succeser med hensyn til f.eks. arbejde og uddannelse. Derfor er der et forslag om, at man holder fest for unge, der har afsluttet deres uddannelse, f.eks. håndværkere og sosu -assistenter udover forskellige gymnasiale uddannelser. På den måde kan man også skabe glæde, som er en af de andre ting, man gerne vil arbejde med.
Projekter skal kunne videreføres
Der bliver startet en del projekter i Gellerup hvert år, men de fleste stopper, når projektpengene slipper op. Der blev derfor foreslået, at det indarbejdes i projekterne, hvordan eventuelle positive resultater kan gøres levedygtige og indarbejdes i eksisterende aktiviteter efter endt projektperiode, så erfaringerne ikke går tabt.
Man ønsker dermed, at alle bliver bedre til at omlægge ressourcer og støtte og hjælpe hinanden. En metode kan være, at Samvirket bliver et koordinerende og hjælpende organ for nye projekter og initiativer.
Man blev på konferencen også enige om, at der skulle være mere fokus på, at det er vigtigt at bruge forskellige metoder i beboersamarbejdet, så diverse møder tilpasses indholdet og ikke bliver for ens i den måde de afvikles på, f.eks. kunne Fremtidskonferencen være afholdt over 3-4 aftener, hvor man mødtes kl. 16.30 til kl. 19 og hvor der blev serveret aftensmad. Så ville flere end de 12- 15 beboere der, ud af 58, deltog i konferencen deltage til møderne.
Grupperne arbejder videre
Opsamlingen på konferencen var meget positiv, og deltagerne fandt at det var en spændende konference, men savnede deltagelse af flere beboere.
Nu arbejdes der altså videre med de seks initiativer, og første tilbagemelding om, hvor langt man er kommet, foregår på Samvirkets næste møde d. 24. maj.