I dag onsdag sender Toveshøj-forældre et par repræsentanter til et møde med byrådets børn- og ungeudvalg. De har fået foretræde for at forklare, hvorfor busning af skolebørn bærer så mange problemer i sig.
Ilham Mohamed og Anett Christiansen fra Familienetværket i Toveshøj  vil forklare, at de er bekymrede, selv om mange af forældrene egentlig er glade for, at deres børn får bedre muligheder for at lære dansk og få kammerater på modtageskolerne. 
Men der er så mange problemer med busningen, at nogle forældre vælger at sige nej tak og i stedet sætter deres børn i muslimske friskoler. Ilham Mohamed mener, at det hvert år får 8-10 forældrepar til at vælge friskoler.
Det gør de, fordi der har været for mange konflikter i bussen, og busserne alt for ofte aflyses eller forsinkes uden varsel. Og fordi forældrene ikke oplever, at busselskabet og skolen samarbejder tilstrækkeligt med dem.
I et skriftligt notat har nævner de en række bekymringer over bus-ordningerne, der kører børn, som ikke har klaret sprogscreeningen, til skoler, der ofte ligger 45-60 minutters kørsel væk.
Meget at snakke om
Det, de gerne vil tale med udvalgets medlemmer om i dag kl. 16, er:

  • Behov for voksne ledsagere i bussen
  • Problemer, hvis chaufføren afviser børn – hvordan skal de så komme til skolen
  • Behov for bedre samarbejde og kommunikation med skolen – Familienetværket foreslår blandt andet et bredt udvalg, men også en helt simpelt mulighed for kontakt, hvis der er opstået problemer
  • De mange aflysninger, ikke mindst om vinteren. Flere gange orienteres forældrene ikke. Familienetværket foreslår at benytte Tovshøjskolen til undervisning, når busser aflyses, fordi ellers vill børnene miste for mange skoledage.
  • Svært at deltage i fritidsaktiviteter i Gellerup-Toveshøj, når bussen er hjemme kl. 15.45.