Forleden fik Gellerup besøg af 1.a. fra Egå gymnasium. Besøget havde til formål at give eleverne kendskab til de mest relevante aktiviteter i området. Derudover skulle det give eleverne ideer til komme videre med deres projekt om multikulturalisme, som de den efterfølgende dag skulle gøre færdig.

Klassen skulle følge et program, som gik ud på at de mødtes ved City Vest og derefter begav sig videre til de forskellige institutioner i gellerup. Men lidt fornøjelse skulle der også være plads til, og bazaren var for de fleste elever en anderledes kulturel oplevelse.
For to piger især var bazaren helt klart et af højdepunkterne ved dagens program. Amanda og Rehema går begge på Egå gymnasium og havde glædet sig til at opleve bazaren, som de kun havde hørt en del om i medierne.

“Vi elsker Bazar Vest!” siger de i munden på hinanden.

“Jeg kan ikke stå for Bazar Vest. Jeg har fået købt en hel masse øreringe og nøgleringe. Det er bare så ærgerligt, at det ligger så langt væk fra Egå, ellers var jeg kommet herud næsten hver dag!” fortæller Amanda Vesthardt smilende.

Ryet skal ændres
Inden Amanda og Rehema tog til Gellerup med klassen, havde de for det meste altid haft et dårligt indtryk af området. Det skyldtes ifølge deres mening, at medierne hele tiden har prøvet at fremhæve det negative ved området fremfor det positive.
Rehema er bl.a. en af dem der har været stærkt påvirket af det hun har hørt i nyhederne, men efter tirsdagens besøg har hun fået brudt alle hendes tidligere fordomme omkring Gellerup.

“Jeg har hele tiden troet, at Gellerup var et område med gamle bygninger, beskidte gader og sure mennesker. Men jeg er overrasket over, hvor pænt der er herude og hvor imødekommende folk har været,” siger Rehema.

Pigerne er dog enige om, at heldhedsplanen ikke er den eneste løsning på Gellerups fremtid. Ifølge dem skal hele Gellerups ry ændres, inden området kan blive en af Danmarks bedste attraktioner. I følge Amanda må danskerne være tålmodige.

“Helhedsplanen er kun en lille del af løsningen på Gellerups fremtid. Det ville f.eks. lokke flere danskere til området, hvis området blev omtalt mere positivt i medierne.” siger hun.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.