Artiklen om chauffører på Linje 15 er lånt fra www.ilovegellerup.dk- som holder festival på lørdag den 28. maj.
OLE er buschauffør ved BUSSELSKABET AARHUS SPORVEJE og ville for intet i verden skifte uniformen ud med en anden.
Fem chauffører, der en tirsdag morgen er mødt op til en snak, er alle interesserede i at mane forkerte påstande og fordomme til jorden. Ole, Fahima, Helle, Merry og Bjarne kører alle i området og holder af turen. For er der virkelig så mange problemer ved at køre bussen gennem Gellerup og Toveshøj?
"Børnene vinker," siger Ole med et glimt i øjet. "Men jeg fløjter også på alle mine ture – alle får et smil med på vejen. Der skal så lidt til at gøre folk glade."
Fahima er enig. Hun har arbejdet ved Århus Sporveje i ti år og har aldrig haft problemer. "Smil til verden, og verden smiler til mig. Faktisk oplever jeg mere respekt for mit arbejde som buschauffør i Gellerup end andre steder. Folk hilser og tager sig som udgangspunkt tid til at sige pænt goddag."
Helle tilføjer, at der i Gellerupområdet som alle andre steder kan opstå genvordigheder.
"Men det er de samme få hver gang! At køre i Gellerup er ikke anderledes end at køre i Vejlby…"
Bjarne nikker og nægter også at bidrage til det forkerte billede, der gang på gang bliver malet af området.
"De negative historier fra bus nr. 15 har ofte været i forbindelse med rutens anden ende. Gellerup er et højkulturelt, velfungerende område – det er ikke en ghetto."
Man fornemmer Bjarnes ægte forkærlighed for ruten, da han fortæller om den venlighed der møder ham når han er iført sin Århus Sporveje-trøje:
"Et par af de unge knægte har lært mit navn at kende. Når vore veje mødes giver vi hinanden ’high five’ – det er noget af det, der gør livet værd at leve, og så er det jordens bedste arbejde!"
"Det med Sporvejetrøjen kan jeg skrive under på." tilføjer Helle: "Vi får det hele til den den halve pris, hvis vi møder op i Basaren (Bazar Vest, red) i uniform."
Det er som om den positive stemning smitter af på hele selskabet. De gode historier vil i hvert fald ingen ende tage.
Merry har i sin tid som buschauffør heller ikke noget skelsættende negativt at berette:
"Jeg er ikke bange for at køre derude – det er rare og flinke mennesker som ofte takker gavmildt for turen."
Ole kan ikke lade være med at give sit besyv med og bryder i al sin iver ind: "Jeg møder sjældent modvillighed i Gellerup. Jeg mærker en utrolig varme fra passagerne og den ’good will’ man får igen, hvis man venter på et menneske, der løber efter bussen, kan ikke beskrives."
Der hersker ingen tvivl – Ole, Fahima, Helle, Merry og Bjarne er alle glade for deres arbejde. Der er ingen grund til at have ondt af dem. For som Ole siger: "Forskellighed er muligheder!"
