På lørdag den 28. Maj holder hele Gellerup fest på Klostertorv. ’I love Gellerup’ står bag festivalen, hvor lokale kunstnere, rappere og dansere vil optræde.
Mange foreninger fra Gellerup vil også have en bod, hvor de står klar til at fortælle om, hvad de laver af aktiviteter i netop deres forening.
”Vi ønsker at åbne folks øjne for, hvad Gellerup virkeligt indeholder. Folk uden for Gellerup har en masse medieskabte fordomme, men egentligt ved de intet om Gellerup og Toveshøj. Derfor har vi valgt at vende tingene på hovedet og lade hele Gellerup komme til Århus C. Forhåbentligt får vi nedbrudt en masse fordomme,” siger Tina Kjær fra ’I love Gellerup’.
Både rap og folkedans
Festivalen starter kl. 11, hvor viceborgmester Rabih Azad-Ahmad vil være konferencier. Dagen byder på masser af musik og dans.
Rapperen Cha-D vil performe sammen med Kajsa Vala og Kucheza musikklub, og der vil også være smagsprøver på fusionsmusik fra gruppen Hujazzâr, som laver noget så særegent som dansk/tyrkisk fusionsmusik.
Senere på dagen vil der være dans på programmet; kurdisk, persisk og palæstinensisk dans vil blive fremvist af forskellige grupper. Til sidst slutter 8210-rapperen Marwan dagen af med et udsnit af sine sange.
”Vi håber selvfølgelig at så mange som muligt fra Gellerup vil komme og støtte op om festivalen. Så vi kan få vist Århus den mangfoldighed som 8220 indeholder. Forhåbentligt går Århus-folkene herfra med et ændret syn på Gellerup og beboere fra området drager forhåbentligt hjem med øget stolthed over deres område,” fortæller Tina Kjær.