Grundlovsdag er aldrig kedelig i Gellerup. Beboerne forstår at feste igennem og at få mangfoldigheden frem, også på denne Grundlovsdag, hvor andre grundlovsfester kan virke jævnt kedelige i forhold til denne, hvor der for eksempel var langt flere børn end voksne.

Lidt trist var dog anledningen til årets tema, ”Gellerup stemmer”. Valgdeltagelsen i Gellerup har været faldende, og ved det seneste kommunalvalg stemte kun fire ud af 10 stemmeberettigede. Derfor går Nydansk Ungdomsråd, Samvirket i Gellerup og foreningslivet sammen om at få beboerne til at banke stemmeprocenten op til det kommende folketingsvalg.

Her på legepladsen, midt i Gellerup, gik Dannebrog til tops, og omkring 500 mennesker samledes til en farverig grundlovsdag. Indholdet var en skøn blanding af gøgl, musik og politik, så hvis man ikke var til det politiske, var der nok andet at tage sig til. 500 var endda ikke specielt mange i Gellerup, men en hel del var taget på fællestur i Djurs Sommerland, mens andre havde valgt stranden.

Gæt stemmeprocenten

Nydansk Ungdomsråd og en del politiske partier havde boder med karameller, balloner og små politiske konkurrencer, og Samvirket bad gæsterne gætte på, hvor høj stemmeprocenten bliver til efterårsvalget – med en tur i Your Rainbow Panorama på Aros Kunstmuseum som lokkemad. Panoramaet er omtrent lige så farverigt som Gellerups befolkningssammensætning.

Rabih Azad-Ahmad (R), sagde i sin grundlovstale, at mens oprørere i Nordafrika og Mellemøsten må kæmpe for at opnå frihed og demokrati, så har vi i Danmark allerede den frihed. Men det, vi har brug for, er at borgerne tager et større medansvar – eksempelvis ved at stemme.

Hvis man ikke stemmer, må man ikke brokke sig

Gellerup.nu spurgte nogle unge Gellerup-beboere, om de vil stemme til folketingsvalget. Nicklas Nielsen, 21 år:

"Jo, man burde jo stemme, men jeg fik det ikke lige gjort til kommunevalget. Jeg var vist lidt for magelig den dag. Men jeg regner med at gøre det til folketingsvalget.

"Af interesse eller mere af pligt?"

"Begge dele. Man må blande sig, hvis man vil have indflydelse. Hvis man ikke stemmer, har man heller ikke ret til at brokke sig over noget."

Hans kæreste, Pernille Andersen på 19, skal stemme for første gang og er helt afklaret:
"Jeg stemmer!  Hvis man er utilfreds med det, der foregår i Folketinget, må man stemme for at få det ændret."

For Pernille er det afgørende, at politikerne sætter sig ordentligt ind i Gellerups virkelighed og udfordringer. Det gør politikere som eksempelvis Nicolai Wammen (S), mens hun nævner Dansk Folkeparti som et parti, der ikke aner, hvordan det er at bo i Gellerup.

Serpil Basara er 27 år og socialrådgiverstuderende. Hun har stemt alle de gange, hun havde muligheden:

"Det er nemt at gå hen og stemme, og når man har ret til det, skal man også gøre det. Jeg har en politisk holdning, og så vil jeg også gerne vinde kampen," siger hun og nævner de stramme regler for opholdstilladelser, hun gerne vil have ændret.

For Serpil handler det også om at få sin familie til at stemme, ikke mindst faderen, som hun synes er politisk doven, siger hun med et drilsk smil.

"De fleste i mine forældres generation er desværre ligeglade med, hvad der sker her i området, også med helhedsplanen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.