Sundhedscaféen i Viby Syd hoppede med på vognen og satte i sidste uge i samarbejde med Folkesundhed Århus fokus på mænds sundhed i forbindelse med Men’s Health Week. Men’s Health Week er en national kampagne og en begivenhed, der bliver fejret i mange lande på samme tid (uge 24 i juni), og som har til formål at rette fokus på mænds sundhed og sygdomme.
15 mænd tog chancen
15 mænd fra Viby Syd tog chancen og benyttede sig af tilbuddet. De mødte op i sundhedscaféen, hvor de fik et sundhedstjek, som bestod af måling af blodtryk, blodsukker, lungefunktionstest, konditest og alkoholtest. Afsluttende fik de fremmødte mænd serveret hjemmelavet kylling med grøntsager efter sund opskrift.
Overvurderer deres sundhed
Ifølge chefpsykolog på Rigshospitalet Svend Aage Madsen, der som optakt til Men’s Health Week holdt et oplæg om mænds sundhed, har mænd en tendens til at overvurdere deres sundhedstilstand.
Mange mænd tror, at de er sunde og raske og har en sund livsstil, mens undersøgelser viser, at mænds sundhed generelt er dårligere end kvinders. Mænd bliver mere syge, spiser mindre sundt, lever 4-5 år kortere end kvinder, har en overdødelighed af næsten alle sygdomme, dør af sygdomme, som kan forebygges, og kommer ud for flere ulykker end kvinder. Men på trods af det reagerer mænd sent på symptomer og bruger den praktiserende læge 30 % mindre end kvinder.
For at kunne ændre på tendensen og for at forebygge flere livsstilssygdomme blandt mænd, sættes der en uge om året fokus på mænds sundhed og sygdomme.