Det var en glad og meget stolt Århus-borgemester, der lørdag holdt tale til Gellerups dimittender ved dimissionsfesten for to-sprogede i Foreningernes Hus i Gellerupparken.

”Der er ikke alene jeres forældre, jeres venner, jeres søskende og jeres bedsteforældre, der er stolte af jer. Det er hele Aarhus”.

Sådan indledte Nicolai Wammen sin tale til de 74 huebærende unge, deres forældre og venner, som lørdag aften var mødt op for at blive hyldet som studenter fra forskellige ungdomsuddannelser. Selvom der var et klart overtal af de rødbåndede huer fra det almene gymnasium, var der også dimittender fra HHX, HTX, HF, SOSU-uddannelsen, frisøruddannelsen og endda også bachelorer fra universitetet.

Festen var arrangeret i et samarbejde mellem Vejledningscentret, Den Aktive Kvindeforening og Samvirket i Gellerup. Festen var et tilløbsstykke, og der var stuvende fuldt, da klokken slog 18.25, og aftenens program kunne begynde.
Nicolai Wammen var inviteret til at holde tale for de studerend, og han ankom kort før starttidspunktet. Selvom han var omgivet af interesserede Gellerupbeboere, havde han tid til en kommentar til arrangementet.

”Det er et fantastisk godt initiativ. Det er et vigtigt signal at sende, at der er så mange unge med nydansk baggrund, der tager en uddannelse. De er rollemodeller for de andre unge herude, og jeg ser det som en meget positiv ting – også i forhold til helhedsplanen,” sagde Nicolai Wammen til gellerup.nu.

Herefter gik borgmesteren på scenen for at holde sin tale til de unge og deres forældre. Han blev mødt af en klapsalve, der vidnede om stor popularitet blandt beboerne i Gellerup. En popularitet, som nok i særdeleshed er blevet manifesteret med helhedsplanen, som Nicolai Wammen har været med til at få vedtaget.

Helhedsplanen er det tiltag fra Aarhus kommune og Brabrand Boligforening, som skal ændre Gellerupparken og Toveshøj fra at være et socialt udsat boligområde til at være en attraktiv bydel i Aarhus .

I sin tale lagde Nicolai Wammen da også tryk på, at uddannelse er vigtigere end social baggrund.

”Det må aldrig blive sådan, at dem, der har taget en uddannelse, skal møde en mur på grund af navn, hudfarve, eller oprindelsesland,” sagde han
Han afsluttede sin ti minutter lange tale med en bøn og et skulderklap til de nyudklækkede studenter.

”Brug jeres uddannelse godt. Hold fest og hold en god lang sommerferie.  Og når I ved, hvad I vil, skal I komme tilbage til Aarhus til vores mere end 130 uddannelsestilbud. Brug jeres liv til at skabe en historie for jer og jeres familier. I er rollemodeller!”