To hold piger har nu været fotografer i Gellerup, og for mange af dem har det blot givet dem endnu større lyst til at fastholde øjeblikket med digitale fotos. 
Bydelsportalen møder nogle af pigerne, da de viser ugens foto på Gellerup Biblliotek:
"Jeg har fotograferet før, men mest almindelige billeder fra ferier og sådan.Ugen her har været sjov og inspirerende, så jeg tror, at jeg vil blive ved med at fotografere. Det kan være sammen med mine venner, men jeg vil også gerne gå for mig selv," fortæller Amal Hessein på snart 15 år.
Amal bor i Tilst og skal i 9. klasse efter sommerferien. Hun har været på fotoworkshop sammen med sin tvillingsøster Dunia, og  det har hun ikke fortrudt.
Underviseren, Rikke Skov, har sendt pigerne på fotomarathon et par gange, hvor pigerne fik en time til at fange situationer med "Gellerup i bevægelse" –
"Det var lidt svært at finde noget specielt at fotografere. Det med at redigere havde jeg nogenlune styr på, og jeg valgte nogle lidt andre farver," siger Amal om nogle billeder fra indgangen til City Vest. Hun var også heldig at fastholde en fugl midt i et mønster af fliser. 
Vanddråber som fotokunst
Amals tvillingsøster Dunia fortæller, at det var deres mor, som meldte pigerne til, så de ikke skulle sidde hjemme og lave ingenting. Det er begge piger glad for:
"Det har været spændende, og nu vil jeg interessere mig mere for at fotografere. Måske vil jeg tage mit kamera med i skolen og tage sjove billeder," siger Dunia.
Hendes version af "bevægelse" blev vanddråber, der blev frosset fast på vej ned i en håndvask. Hun havde også øje for nogle Rasmus Klump-fodtrin i City Vest.

Ingen piger fra Gellerup
Alle piger i de to fotoworkshops bor uden for Gellerup, hvad der skuffer underviser Rikke Skov. Hun havde håbet, at nogle af de lokale piger ville være med til at fortælle den gode Gellerup-historie i fotos, men måske kommer det næste år.
"Pigerne har været gode til at vælge forskellige temaer, og jeg synes de har vist stor kreativitet. Mit arbejde har mest været at se motiverne og få øje for noget, man ikke normalt lægger mærke til," siger Rikke Skov.
Gellerup.nu har fået pigernes tilladelse til at bringe deres billeder fra udstillingen på biblioteket.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.