Repræsentanter for Viby Syd Idrætsforening var sammen med 60 andre unge muslimer fra bl.a. erhvervslivet, foreningslivet og kulturlivet inviteret til iftar-middag hos den amerikanske ambassadør Laurie S. Fulton på hendes private residens, Rydhave. I år var det første gang, Laurie S. Fulton arrangerede iftar-middag for unge muslimer på sin residens.

Interesseret i integration
Formålet med iftar-middagen var, at ambassadøren, som har en stor interesse for integration og kulturmøde
, ønskede at møde muslimske repræsentanter fra erhvervslivet, foreningslivet og kulturlivet for at høre om de projekter, de er involveret i, og for at skabe rum for kontakt mellem de inviterede.

Laurie S. Fultons interesse for kulturmøder har tidligere bragt hende sammen med unge fra Unge4Unge i Gellerup.

Ramadan bringer folk sammen
”Da vi ankom til hendes residens, tog hun imod os i døren. Hun hilste varmt på os og takkede for, at vi havde taget den lange tur fra Aarhus til København for at møde hende og deltage i hendes iftar-middag. Hun tog sig god tid til at snakke med os om bl.a. Viby Syd Idrætsforening og lyttede meget interesseret, da vi fortalte hende om, hvor godt det går hos os,” fortæller formand for Viby Syd Idrætsforening, Rosita Ahmadian, der sammen med fodboldtræneren Sami var med til iftar-middagen.

”Ambassadøren holdt to meget fine taler ved middagsbordet, hvor hun bl.a. fortalte om, hvordan Ramadan bringer folk sammen. I sine taler mindedes hun ofrene for terrorangrebet den 11. september, og påskønnede de folk, som i øjeblikket kæmper for demokrati og frihed i bl.a. Libyen og Syrien.

Hun opfordrede alle de fremmødte til at stifte bekendtskab med mindst tre andre, som de ikke kendte i forvejen, inden aftenen var omme. Og det var en meget nem opgave, da mange interessante og dygtige folk var bragt sammen denne aften, og alle var interesserede i at høre om hinandens projekter og arbejde og i at erfaringsudveksle.

"Jeg fik udvekslet kontaktoplysninger med nogle af dem, jeg snakkede med, og håber på, at vi på en eller anden måde kan bruge hinanden i vores arbejde,” siger Rosita Ahmadian.

En givende aften
”Laurie S. Fulton syntes ligesom os, at aftenen var meget hyggelig og givende og håbede på, at hun igen kunne holde iftar-middag til næste år. Vi fra Viby Syd Idrætsforening foreslog hende, at hun til næste år kunne holde iftar-middag i Aarhus, og at vi gerne ville hjælpe hende med at arrangere det,” fortæller Rosita Ahmadian.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.