Egentlig er det mærkeligt, at det ikke er sket forlængst. Gellerup havde for mange år siden et spillested, hvor Lokalcentret nu er, men i de mellemliggende år har der ikke været noget fast sted til musikken.
Det kommer der nu, og starten går på fredag med Thomas Buttenschøn på Gellerupscenen. Musikcafeen i Mejlgade vil drive spillestedet proffessionelt – men med god støtte fra lokale kræfter.
Musikcafeen siger, at med omkring 7700 beboere, og resten af det centrale, nordlige og vestlige Aarhus som opland, er Gellerup- og Toveshøjområdet en oplagt placering til et spillested.
"Visionen er at skabe et fast spillested i egne lokaler, men indtil videre vil vi med mellemrum arrangere koncerter i eksisterende faciliteter i området, herunder på Gellerupscenen, hvor den første koncert holdes fredag den 9. september," hedder det i en pressemeddelelse.
Hårdtslående lyrik
Thomas Buttenschøn (solo) er hovednavnet i Gellerupscenens foyer, og derudover bydes der på mere hårdtslående lyrik fra henholdsvis Marwan, Cha D og Milo.
Marwan har slået sig fast som et af den danske hiphops største
talenter, med en kompromisløs stil og et skarpt tekstunivers. Cha D’s debutalbum Er Vi Enig’? byder på tekster med noget på hjerte, og produktioner der bygger på både R&B, raggae og hiphop. Med Milo til at fuldende trekløveret er det et stærkt hiphop lineup der føjes til programmet 9/9.
Thomas Buttenschøn er aktuel med sit meget anmelderroste fjerde album Vinden Blæser, der viser en mere alvorlig side af sangeren fra Odder. 

Buttenschøn optræder denne aften solo og fremfører sine sange kun akkompangeret af sin guitar.
Billetterne koster 60 kroner. Dørene åbnes kl 20.00, og første act går på scenen 20.30.
Oplysninger om forsalg kan ses på www.musikcafeen.dk  eller www.gellerupscenen.dk

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.