De tre familieskoler i Aarhus, som er i farezonen i sparerunden, bakkes kraftigt op af familierne. De kan berette om, hvordan både de selv og deres børn oplever forskellen fra folkeskolen.
I Gellerup-afdelingen har vi talt med tre af de mødre, der i dag deltager i Familieskolens dagbehandlingstilbud.
For Wadad Akls dreng var der flere problemer i skolen. Han havde svært ved at snakke med de andre elever i klassen, havde problemer i frikvartererne og havde svært ved at høre efter, hvad der blev sagt. Wadad ville gerne finde en løsning på sønnens problemer, og skolen anbefalede hende Familieskolen.
På Familieskolen har Wadads søn oplevet en tydelig forskel. ”Her ser de børnene med andre øjne,” siger hun, ”og vi får hjælp af nogle, der ved, hvad de gør.” Familien er halvvejs igennem et forløb på fire måneder og mærker allerede bedring.
Sønnen er blevet bedre til at lytte, til at koncentrere sig og til at have kontakt med andre. Wadad fortæller, at var de ikke kommet her, så var problemerne i skolen kun blevet større. Nu har de fået brudt en ond cirkel.
Før kunne hun kun græde over problemerne, men nu har hun fået hjælp til at gøre noget ved dem.
Søn lærer at tro på sig selv
Hala El-Awad kan ligeledes se fremskridt hos sin dreng. Før havde han svært ved at koncentrere sig om en ting af gangen, selvom han var fagligt dygtig. Han havde også svært ved at høre efter både i skolen og hjemme hos familien.
Nu lærer han at kunne arbejde selv og turde tro på sig selv. Hala har også selv lært noget af forløbet på Familieskolen. Nu kan hun fx indgå aftaler med sin søn om, hvordan og hvor længe han skal koncentrere sig om at løse en opgave. Hun kan også mærke, at de taler sammen på en ny måde i familien.
”Det er en stor hjælp at få lov til at opleve, hvordan børnene er i skolen,” konstaterer hun og fortsætter, ”Det har hjulpet både mig og ham. Han er blevet mere opmærksom, og jeg kender redskaberne til at støtte ham.”
Nu har sønnen prøvet, hvordan det er at kunne komme tilbage til sin skole og være i stand til at hjælpe de andre med lektierne. De positive oplevelser på Familieskolen har givet han styrket selvtillid.
Den stille pige fik skub fremad
Amne Jamals datter kom bagud i forhold til det faglige niveau på sin skole. Hun var det, som tit bliver betegnet som en stille pige. Hun skulle lære, at der er forskel på leg og undervisning, og lære at spørge om hjælp, når hun havde brug for det.
På Familieskolen er hun blevet bedre til at holde opmærksomheden, og hun får nu den hjælp, hun har brug for. Som Amne siger, har forløbet betyde, at hun nu ser sin datter ’live’. Hun ser alle sider af datteren. Pauser, undervisning, det hele.
Det har gjort en kæmpe forskel. Var det fortsat som før, er Amne bange for, at datteren ikke ville have bestået 9.klasses afgangseksamen og ville have haft svært ved at klare sig i fremtiden. Forløbet på Familieskolen har ganske enkelt givet et skub fremad.
Samlet set er mødrene meget positivt overrasket over, hvor meget det har betydet for dem og deres børn at komme på Familieskolen. De mener, at mange flere familier kunne have gavn af dette tilbud. Det gør en forskel.