Globus 1 i Gellerup er arena for dagens valg. Vælgere slentrer småsnakkende ud fra hallen i Globus1. I ulvetimen før falafel og valgflæsk viser en plakat i A-4 størrelse ved indgangen til hallen, at valgprocenten klokken 15.00 var målt til 38,2 – eller 3 procentpoint bedre end i 2007.

Blå valgscene

Der er ro i hallen. Stemmeboksene står som små huse med blåt forhæng for indgangen. I baggrunden står hallens blå madras op af væggen og loftet danner en ramme med lysende blå maling for valgscenen. I boksene er der livlig aktivitet. En mand bruger 20 sekunder, inden han smider sin stemmeseddel i den sorte stemmeurne, der samler stemmerne, inden man klokken 20 begynder optælling af dagens stemmer.

Øjenåbner for ny tilforordnet
Inde i hallen sidder Torben Hartmann ved et af valgbordene sammen med Lissi Duedahl, som er ny tilforordnet.
”Jeg har fået et positivt syn på udlændinge her i området i dag.” Hun fortæller, at hun i begyndelsen var lidt beklemt. De grønbrune øjne bag de røde briller smiler, og hun siger, at dagen har været rig på oplevelse, og at hun gerne vil være her igen om fire år.

Multietnisk vælgerstemning
En mand med mønstret hovedbeklædning og stok er ved at smide sin stemmeseddel i den sorte stemmeurne.  Det er Ali Muhammed Abukar fra Somalia. De hvide tænder lyser, og han fortæller på engelsk, at han har boet i Danmark i 16 år. I midten af hallen står en ung kvinde med sort tørklæde og rygsæk. Det er 22årige Layal Rabeh fra Palæstina. Hun fortæller, at hun studerer til bioanalytiker ,og at Magrethe Vestager er hendes favorit.

Styr på valget og nye veje

Viceborgmester og valgstyreformand Rabih Azad-Ahmad har sine rødder i Gellerup. Han gik i skole på Nordgårdsskolen. Med glade øjne fortæller han, at han gerne vil have, at flere deltager i valget, og han roser de mange parter, der har arbejdet på at få beboerne til at stemme. Til næste valg vil han gerne undersøge, om man kan give mulighed for at vinde noget eller at lokke med kaffe og kager.
Rabih Azad-Ahmad siger, at det skal være hyggeligt at komme til valg. Og måske kan musik få vælgerne op fra sofaen.

På vej ud af hallen går to unge kvinder og taler om, hvem de har stemt på. De er ikke helt sikre på, hvad alle navne står for, men det er to nye studerende, som nu bor i Gellerup.