Et rødt bånd, som blev klippet over med en saks med et par velmenende ord med på vejen, markerede mandag eftermiddag i efterårsferien den festlige indvielse af en ny havepavillon, som er blevet opsat på havesiden på Dortesvej i Gellerup.

Det var de tyrkiske havekvinder fra Grønærten, som fejrede opsætningen af den nye pavillon, der erstatter en gammel træpavillon, der var blevet fjernet tidligere på sommeren.
Kvinderne, der alle har haver i haveforeningen, bruger meget tid på at passe deres grønsager, men de plejer også at hygge sig sammen under den gamle pavillon, som har været et meget savnet mødested i denne regnfulde sommer.
Derfor blev det nye overdække fejret med et overdådigt sammenskudsgilde bestående af skønne tyrkiske retter, som blev afsluttet med lækker kage og tyrkisk te. Og i det skønne efterårsvejr, hvor solen varmede næsten som på en varm sommerdag, var den nye pavillon et perfekt sted for en havefest.
Men havekvinderne har ikke tænkt sig at lade lidt dårligt vejr forhindre dem i at mødes under den nye pavillon – der kræver kun brug for et par ekstra sider på pavillonen til at tage af for vinden, mener kvinderne og slår fast, at den så kan bruges som mødested næsten året rundt.