Afgørelsen om en børneby i Gellerup og Foreningernes Hus’ skæbne på Nordgårdskolen er skudt til hjørne. På byrådsmødet i dag torsdag blev sagen sendt til udvalgsbehandling, og her kan alle bede om foretræde.
Den radikale Rabih Azad-Ahmad, selv beboer i Gellerup, tog fat i den usikkerhed, som er opstået, fordi kommunen vil anvende Nordgårdskolens areal til en helt ny "børneby". Det foreslås at rive skolens bygninger ned – og det vil måske gå ud over blandt andet Foreningernes Hus, som sammen med andre lejere råder over den største bygning.
"Vi kender ikke konsekvenserne for Foreningernes Hus, så det vil vi gerne have set på i udvalget. Foreningernes Hus har været et løft for de frivillige, og der er ingen tvivl om, at det er et godt stykke arbejde, de laver. Vi vil gerne have at vide, om nedrivningen også omfatter Foreningernes Hus, og hvad der sker i den mellemliggende periode (indtil et beboerhus vil stå færdigt, red.)," sagde Rabih Azad-Ahmad.
Rådmand for Børn og Unge, Kristian Wurz:
"Der er jo ikke detailprojekteret noget endnu, vi tager blot en principbeslutning om, at vi går i den retning. Når der senere er detailprojekteret, kan vi tale nærmere om det, som Rabih Azad-Ahmad spørger om."
Børneby gav kun lidt debat
Om hovedsagen i beslutningen – etablering af en børneby – var der ikke meget debat. Jette Jensen (Enhedslisten) ønskede dog at vide, hvor mange børn man tænker sig placeret i børnebyen, hvor mange grupper børn osv. Hun mente ikke, at byrådet har diskuteret principper for børnebyer, og hvor store de må være.
Her svarede rådmanden, at det giver god mening at samle børnene, men han svarede ikke på spørgsmålet om antal børn. Han pointerede dog, at børnene skal føle et nært tilhørsforhold til deres sted, og man vil inddrage medarbejdere og beboere i projekteringen af børnebyen.
Børnebyen skal erstatte seks børneinstitutioner, hvoraf nogle af dem ligger "i vejen" for den bygade, der bliver noget af det første, der skal laves i forbindelse med Helhedsplanen.
De dagtilbud, der skal samles, er Gudrunsvej 32, 34, 36 og 82 samt Dortesvej 37 og 39.