Så er det afgjort, hvilke kommunale medarbejdere, der skal rykke til Gellerup for at "fylde helhedsplanen ud". Det bliver medarbejderne i Teknik og Miljø og dele af Sociale forhold og Beskæftigelse, der skal udfylde de første mindst 500 arbejdspladser. Kommunen oplyser i en pressemeddelelse, at de ansatte i forvaltningerne skal flytte til et nybygget hus på Edwin Rahrs Vej i 2015.
Bygningen skal opføres over for Bazar Vest – hvor der i dag er boligblokke på Bentesvej, som skal rives ned.
Dermed er man halvvejs målet med 1000 nye kommunale og private arbejdspladser.
Det er partierne i byrådet bag helhedsplanen, som har besluttet at rykke Teknik og Miljøs ansatte til Gellerup.
Borgmester Jacob Bundsgaard (S):

"Jeg er glad for, at vi som en del af helhedsplanen i fremtiden kan tilbyde vores medarbejdere attraktive og topmoderne arbejdspladser i et markant og spændende byggeri," siger Bundsgaard og tilføjer, at "…Aarhus Kommune går forrest og sender et stærkt signal om, at Gellerup er en del af Aarhus."

Også teknikrådmand, Laura Hay (V), ser et positivt tegn i udflytningen.

"Jeg er glad for, at vi i Teknik og Miljø kan bidrage med et vigtigt element i at realisere visionen for fremtidens Gellerup. Medarbejderne i Teknik og Miljø får en spændende arbejdsplads i et nyt, moderne byggeri, som indeholder nye bæredygtige arkitektoniske og funktionelle løsninger," siger Laura Hay.
Rådmand Hans Halvorsen: "Jeg har store forventninger til, at vi med flere arbejdspladser i Gellerup vil se, at området blomstrer. Det vil gavne beboerne i Gellerup, og det vil gavne resten af Aarhus".