Når man sidder i Ilham Mohameds stue på Toveshøj og hører hende fortælle om foreningen Familienetværk, så mærker man den ild, der brænder i de ellers rolige mørke øjne. For hende er det ikke nok, at foreningen er nået langt på fire år, men hun vil mere med foreningen, som hun er formand for.
I det daglige foregår der mange aktiviteter for børn. Her hjælper mange somaliske mødre, og en sjælden gang nogle fædre, til. Men ved at organisere aktiviteterne lærer kvinderne også at samarbejde, at arbejde frivilligt – og at lære om det danske samfund.
Væk med fordommene
På den måde falder frivilligheden og inklusionen i samfundet i tråd med foreningens formål: at fremme forståelsen mellem den somaliske og danske kultur.
”Vi skal råbe højt, når nogle mener, at vi ikke forsøger at integrere os, for det gør vi virkelig. Men det skal gå begge veje, danskerne skal også lære, hvor mange resurser vi har og hvordan vi kan fungere sammen. Derfor har vi nogle gange snakket om, at Familienetværk skulle få en dansk venskabsforening og lave aktiviteter sammen med os,” siger Ilham Mohamed.
Billigt at være medlem
Familienetværk har over 50 medlemmer, incl. børnene. Seks forældre udgør bestyrelsen. Det er billigt at være medlem – 100 kroner årligt for en familie. Pengene går til materialer, ture mv. Mange lørdage låner de Troldhøjen, men på sigt kunne foreningen godt tænke sig at have sit eget sted.
Aktiviteterne er mange, men mange af dem har med bevægelse og idræt at gøre. Det kan være fodbold, kickboksning, almindelig boksning, svømning, rundbold og så videre. Ved svømningen er drenge og piger hver for sig, ellers er de sammen om aktiviteterne. *
Ønsker mere sport og spejder
Når de mødes om lørdagen, er der gerne seks-syv voksne og omkring 30 børn. Børnene kommer altid sammen med deres mor. Børnene elsker aktiviteterne og vil erne have mere.
”Vi har brug for en træner til at lave noget mere sport med børnene. Vi kunne også tænke os at lave nogle spejder-aktiviteter, så børnene lærer at bruge naturen, overnatte ude og sådan,” siger Ilham Mohamed. Derfor vil foreningen også gerne i kontakt med store eller voksne spejdere.
”Aktiviteterne udvikler børnenes sociale relationer, men det giver også forældrene meget,” konkluderer formanden.
Familienetværk går også ind i samfundsforhold og debatter – og har eksempelvis holdt møde med byrådets børn- og ungeudvalg om busning af skolebørn.
—
Se en videopræsentation på YouTube.
Kontakt: familienetvaerk@hotmail.com