Ved årets sommerfest i Gellerup blev den 19-årige Mahmoud Dirawi den første modtager af en ny præmie, finansieret af ”byggerods-oasemidlerne.”
En af de mange legender i fodboldens verden er historien om Liverpool FCs boot room. I et nusset lokale, der egentlig blev brugt som lager for brugte fodboldstøvler, mødtes manager Bill Shankly i mange år med sin stab af trænere for at drøfte taktik til den næste kamp, og lægge fremtidsplaner for klubben. Hver eneste af de trænere, der var med i denne uformelle loge, endte på et tidspunkt med at blive manager for Liverpool.
Hvem ved, måske vil der i fremtiden gå lignende historier om det lille klubhus ved ACFCs baner i Gellerup. Her mødes 19-årige Mahmoud Dirawi, der koordinerer ungdomstræningen i klubben, med en flok venner, som også træner ungdomshold. Over en vandpibe og et slag kort bliver der lagt planer for hvem der skal træne hvilke hold, og hvordan den røde tråd i ungdomsarbejdet skal være.
Mahmoud Dirawi er en af Gellerups mange ildsjæle. Trods sine bare 19 år er han allerede blevet bestyrelsesmedlem i ACFC, og han koordinerer ungdomstræningen. Ved siden af er han godt i gang med en karriere som fodbolddommer. Han er blevet udpeget som dommertalent i DBU og dømmer seniorkampe i serie 2.
Ikke alt i Mahmouds liv er fodbold. I juni bliver han færdig med 10. klasse på College Aarhus, og næste skoleår starter han på HF.
Engageret fodboldtræner
At Mahmoud gik trænervejen, har han selv forklaringen på: ”Jeg elsker fodbold. Jeg har spillet, siden jeg var 6-7 år, men jeg har aldrig været en succes. Om det er min skyld eller boldens ved jeg ikke, men vi kunne ikke enes.”
Mahmoud oplevede, at det lidt for ofte var ham, der blev valgt fra, og han holdt op med at spille, da han var 13. Et par år efter var han i gang igen, men nu som træner. Klubbens formand Afif Abdallah inspirerede Mahmoud til det. ”Jeg blev tilbudt at træne et U8 hold, da jeg lige var fyldt 15. Jeg var med til en indendørs træning og jeg synes det så let ud, når jeg så på træneren”. Helt så let var det dog ikke, men Mahmoud lod sig ikke slå ud. ”Jeg begyndte at blive bedre til det, og snart kunne jeg tage ansvar, og stå alene med holdet.”
Mahmoud Dirawi førte det samme hold op fra U8, til han slap dem som U13 hold. Flere gange sluttede holdet øverst i deres række.
Mahmoud er involveret i en lang række opgaver i klubben nu. Selv om Mahmoud ikke ønsker at træne fast, sprang han til, da der skulle bruges en mand til at tage over som træner på et U 10 hold i år. Det giver ham mulighed for at prøve de mange tanker og ideer om træning, i praksis.
Forældrene skal bakke op
Hvis en fodboldklub skal være en succes, skal rammerne være i orden. Mahmoud bruger mange timer på at motivere de øvrige ungdomstrænere, som er jævnaldrende med ham selv. Helt afgørende er det dog, at forældrene involverer sig i ungdomsarbejdet.
”Det er ærgerligt for børnene, hvis det kun er mig der står og råber af dem til en kamp,” siger han. ”De giver 100 procent, hvis deres far eller mor også er der.” Kontrasten er særligt tydelig, når ACFC møder hold fra bydele, hvor størsteparten af børnene er etnisk danske. Her er der ofte 10–15 forældre, der hepper på deres børn. Mahmoud gør sit til at dette mønster bliver brudt. ”Jeg vil simpelthen have, at forældrene til mit U10 hold begynder at komme til kampene, både hjemme og ude”, siger han. Børnene fik derfor den kontante besked, at de ikke ville komme på holdet, hvis deres forældre ikke begyndte at møde op, og nu er der ligefrem flere, der tilbyder at køre til udekampene end der er brug for.
Bidt af dommergerningen
Da Mahmoud var 15 år gammel, tog han et fodbolddommerkursus, og nu er han bidt af dommergerningen. Han er blevet en del af DBUs dommertalentprogram, og trods sine kun 19 år dømmer han på serie 2 niveau. Næste skridt bliver at dømme i rækkerne serie 1, Jyllandsserie og Danmarksserie. Mahmoud er meget bevidst om, hvad der skal til for at skabe en god stemning som dommer: ”Jeg plejer at være god til at lytte og snakke før kampen. Jeg spørger ind til historien bag klubberne, og på banen er jeg god til at snakke med spillere”. Mahmoud svarer hellere med en frisk bemærkning end med et gult kort, hvis en spillerråber lidt højt på banen.
Mahmoud kommer vidt omkring i det østjyske, når han dømmer. Oplevelserne fra andre byer står stærkt, som da han på Vivild Stadion gik ind på grønsværen til musik, i spidsen for de to hold, som var det en superligakamp, eller som da han ved en kamp i Ry, hvor DBUs dommerudvikler var til stede, blev budt på cola og hotdogs efter kampen med kommentaren fra begge holds trænere, at han var den bedste dommer de havde mødt i lang tid.
Skolen kalder – igen
Skolebøgerne har ikke altid været Mahmoud Dirawis bedste venner. Nordgårdsskolen blev nedlagt, da han skulle i 9. klasse, og han blev flyttet til Hasselager Skole. Det blev en brat overgang, med lang transporttid, strengere disciplin og et højere fagligt niveau end han var vant til. Han gik ud med det, han kort og godt kalder ”lortekarakterer”. Efter et par år på arbejdsmarkedet fik han mod på skolen igen, og om kort tid afslutter han 10. klasse på College Aarhus. Efter sommerferien står den på HF, og drømmen er at fortsætte med en uddannelse til fysioterapeut.
Inden Mahmoud når så langt skal der dog lægges endnu flere kræfter i fodboldklubben ACFC. Klubben er som den første indvandrerklub blevet udpeget af DBU til at holde fodboldskole i sommerferien. 80 børn i 8 – 12 års alderen skal udfordres i en uge, og otte af ACFCs ungdomstrænere skal i sving. Næsten dobbelt så mange af ACFCs frivillige ledere står på spring til at træne på fodboldskolen, og som trænerchef er det Mahmouds opgave at vælge trænerne. ”Det er vigtigt for mig, at lave fravalget uden at jeg kommer til at ødelægge venskaber. Det skal siges på en ordentlig måde, så der også gerne er 16 trænere at vælge imellem til næste års fodboldskole”, siger han. Det er sikkert bare én af mange vigtige beslutninger, som bliver vendt og drejet over vandpiben i det lille klubhus.
