I oktober 2012 blev Raida El Katiib pludselig kaldt ud på gulvet i Globus1. Der var Fed Ferie, men der var også en ildsjælepris fra Byggerodsoasemidlerne at uddele. Den skulle Raida have for sit kæmpearbejde med dansegruppen Jafra og som frivillig andre steder.
Hvem er så denne 20-årige unge palæstinenser, som var lidt forlegen ved at skulle være i centrum, da hun fik overrakt prisen?

Raida El Kaatib fik sin studentereksamen sidste sommer, og hun vil læse videre:

”Jeg går på Ingeniørhøjskolen,” fortæller hun. ”Men måske vil jeg være socialrådgiver. Eller bygningsdesigner.”
Raida supplerer også sin studentereksamen med enkeltfag på HF, så hun står bedre rustet til studierne. Det er naturligvis ikke derfor, hun er blevet kåret som kvartalets ildsjæl. Årsagen er, at hun har lagt en stor indsats som frivillig i Gellerups rige foreningsliv.

En indsats, langt ud over træningstimerne

”Jeg har blandt andet været i frivillig hér i Globus 1, hvor jeg har fået en ungdomslederuddannelse,” fortæller Raida.
Lige nu fylder det frivillige arbejde i dansegruppen Jafra mest. Raida har et dansehold for børn fra 6 år og opefter. Der er både drenge og piger på holdet.
”Vi har blandt andet optrådt på Aarhus Teater, og i Den Sorte Diamant i København, og vi har optrådt for kronprinsen,” siger hun med stolthed i stemmen.

Raida er frivillig flere dage om ugen i foreningen, og indsatsen rækker langt ud over de faste træningstimer:
”Der er tit nogle af børnene, der har lyst til at fortælle os noget, og der er også forældre der ringer til mig,” siger Raida, som også fortæller, at nogle af de børn, der nu bruger deres kræfter i foreningen, tidligere har lavet ballade. ”Men jeg har altid været der, når de har brug for mig,” siger Raida.

Får ikke støtte fra kommunen
Jafra er en del af den tre år gamle forening Arabisk-Dansk Kulturhus. Foreningen får ikke økonomisk hjælp fra Aarhus Kommune, og alle aktiviteter skal laves for de 50,- kr. om måneden som børnene giver i kontingent.
”Vi kan heldigvis være i Cirkus Tværs’ lokaler, og i Foreningernes Hus i Gellerup, og vi prøver at gøre det sjovt for børnene, selv om vi ikke har så mange penge at gøre med”, slutter hun.
Læs historien i nyhedssektionen her
Læs mere om Jafra på Facebook