Foreningen Somaliske Børn og Bedsteforældre har snart eksisteret i ni måneder. Tiden går hurtigt, men meget er allerede nået. Det er nu ca. et halvt år siden, at Somaliske Børn og Bedsteforældre havde deres første møde, hvor de blev enige om at skabe en super forening – et mål, som de stadig arbejder hen imod, og som de bestemt ikke kommer sovende til.
Hvem er de?
Ideen til foreningen kommer fra fire unge piger (Shukri Jama, Hanaan Yusuf, Najma Ahmed og Kawsar Farah) med somalisk baggrund.
Formålet med Somaliske Børn og Bedsteforældre er at koncentrere sig om børn og bedsteforældre, idet foreningen mener, at børn er fremtiden, som kan give de ældre en kontakt til tidens samfund. Samtidig mener foreningen, at bedsteforældrene kan give børnene en forståelse for og forbindelse til deres kultur og rødder.
Hvad laver de?
Foreningen arbejder konstant for at udvikle deres forening og aktiviteter. Der er mange nye tiltag i foreningen og flere projekter har set dagens lys. Et af dem, som man er i gang med nu, er det projekt som handler om at få familier fra dansk og somalisk kultur til at mødes.
Helt konkret har man prøvet at finde familier fra de to kulturer, som kunne tænke sig at lære hinandens kultur, værdier osv. at kende.
Med det formål var der et arrangement d. 19. december. Til arrangementet var der mange deltagere, og en god stemning og en livlig diskussion. Der var mange forslag og ideer til projektet "Når to kulturer mødes".
Foreningen har planer om endnu et arrangement for de familier, som er interesseret i at deltage i projektet, men der der ikke sat dato på endnu. Der er stadig ledige pladser, hvis nogle familier skulle være interesseret i det spændende projekt. Der er især brug for somaliske familier.
Man kan kontakte foreningen via Facebook eller formand Shukri Jama på tlf 30863718.