Den krølhårede 23-årige engelske kunstner gnistrer om kap med vinterens solstråler i Sigrids Stue i Foreningernes Hus. Han hedder Daniel van der Noon og fortsætter Sandra Johnstons og Mario Ybarras kunstneriske projekt i Gellerup, hvilket er sat i gang efter initiativ fra Aarhus Kunstbygning.

Sandra Johnston lavede art performance med lyd, mens Mario Ybarra satte gang i ”The Drawing Club”, Tegneklubben. Den nye kunstner kom allerede før jul til området, hvor han traf Mario Ybarra. Fysisk kan man i Sigrids Stue se de kreative ideer, som nu skal tage form efter Daniel van der Noon.

Børns uskyldige naivitet driver kunstneren

Daniel van der Noon er optaget af det spontane og det naive. Han siger, at det er som tyggegummi-bobler, der er fyldt med intens energi. Hans mål for opholdet er at fremme ’det skøre, det umiddelbare og det naive’ i en social-kulturel kontekst. Disse ord er navigation for hans første aktivitet, der finder sted i City Vest lørdag den 21. januar fra 12 – 15, hvor han satser på, at han kan få børn og unge til at tegne ansigter i alle farver.

Daniel van der Noon synes, at kunst er så vigtig, at han satser på det som sin levevej, fordi han selv kan tillade sig at være naiv i kunsten. Han har studeret litteratur og filosofi, men han kan ikke på nuværende tidspunkt se sig selv i et arbejde med faste tider.

Han skriver på engelsk, men som han siger: ”Jeg taler ’some’ dansk.” Han har også i et par år tidligere været bosat i København og Aarhus.

Kontakt mig

”Mit arbejde her er at få kontakt til og forbindelse med så mange i området som muligt,” siger han. Det vil være en stor hjælp for ham, hvis nogle med forskellig kulturel baggrund vil hjælpe ham med at sætte deres kulturelle ansigt på hans ophold i Gellerup og i Aarhus.

Én af hans ideer er at lave små indslag med kultur, så hvis en familie fra for eksempel Vietnam eller Palæstina eller andre lande har en god ide til at fortælle om deres land, skal de kontakte Daniel van der Noon, som nævner som eksempel, at legetøj altid er noget, der fortæller en historie om en kultur.

www.sigridsstue.dk
Kontakt: danielvandernoon@gmail.com