Tovshøjskolen står i en prognose til at miste 31 procent af deres elever i løbet af de næste otte år, og det vil sige at antallet går fra 263 til blot 181 i år 2020.
Ligeledes vil naboen Ellekærskolen miste 22 procent, og har dermed en fremtidig udsigt på 177 elever. Sødalskolen står til et uændret antal elever, men med et elevtal på blot 217 er de også i risikozonen. Disse dystre tal er fremlagt i en rapport udsendt af embedsmænd i kommunens Børn og Unge-afdeling, og prognosen har bragt pessimister på banen, som allerede nu har dømt skolerne til lukning.
Rapporten har til formål at finde besparelser, og det er uundgåeligt, at disse besparelser vil munde ud i lukning af skoler, og selvom Tovshøjskolen indtager en kedelig førsteplads med udsigt til tabet af 31 procent elever, så går rapporten ikke ind og peger på udvalgte skoler, som skal lukkes eller lægges sammen.
Ingen beslutninger truffet
Rapporten er første del af en endelig rapport, hvor anden og sidste del kommer i april, og det er vigtigt at understrege, at der ikke er truffet nogle beslutninger endnu, og der end ikke er opstillet forslag om lukning nogen skoler. Flere byrådsmedlemmer har ifølge Århus Stiftstidende også været ude og forsikre, at antallet af lukkede skoler ikke kommer op i den størrelsesordning, 8-11, som der står i rapporten. Formand for Børn og Unge-udvalget Thomas Medom(SF) opfordrer også forældre og lærere til at tage det roligt.
Når anden del af rapporten kommer til april, er det op til politikerne at diskutere, men der ventes ikke nogen endelig afgørelse truffet før slutningen af 2012.