På Søndervangskolens hjemmeside kan man finde en rapport af skole-hjem vejleder Sofia Suleman. Rapporten handler om, hvordan skolen har klaret at nedbringe elevfraværet med imponerende 24 procent.
Svaret er Lis
Løsningen er ifølge rapporten så simpelt som Lis. Lis er alt, hvad man kan ønske sig af en lærer. Hun er opmærksom på hver eneste elev, hun holder øje med, hvor ofte eleven er fraværende, og hun vurderer om fraværet skyldes sygdom, lovligt fravær eller ulovligt fravær. Kun den oprigtige omsorgsfulde lærer kan skelne mellem disse. Efter at Lis med sit kyndige og kærlige blik har observeret sine elever, kan hun overbringe sin viden til skole-hjemvejleder og skolens ledelse, som så tager fat på de tunge sager.
Men nej, Lis’ arbejde er langt fra færdigt, hun udarbejder nu en kalender ud fra sit indgående kendskab til hver eneste elev i sin klasse, som hun så viser frem til forældrene på et møde. Denne visualisering giver så et overblik over deres barns fravær, hvilket chokerer dem så meget, at de nu aktivt går ind i et samarbejde omkring nedbringelse af barnets fravær.
Bedre kendt som LIS
Og hvem er så denne fantastiske Lis? Hun går også under navnet ”LedelsesInformationsSystem”. Et system, som registrerer fravær på skolerne, og hvor lærerne skal indtaste data omkring deres elever hver måned, og LIS visualiserer så et overblik over synderne i en kalender. Derefter følger læreren, skole-hjemvejlederen og til sidst ledelsen op på fraværet.
Systemet er med til at skabe et overblik over hvilke elever, der skal tages fat i. Det sker ganske enkelt ved at tale med dem. Samarbejdet mellem skolen og forældre bliver sat i fokus, og skolen gør en indsats for at lære forældrene og deres baggrund bedre at kende, eksempelvis ved at deltage i arrangementer udenfor skolen.
Desuden er de unge også blevet mere bevidste om, hvordan deres fravær kan påvirke deres videre skolegang, og mindre fravær gør dem mere uddannelsesparate.
Så Lis har i sandhed været en gevinst for skolen, og resultatet taler jo for sig selv.