Hvis man spørger Ilham Mohameds datter Sabriin på 10 år, hvor hun er fra, så siger hun Danmark – og Toveshøj, hvor de bor. Og selvfølgelig gør hun det, for hun er født og opvokset i Danmark, og så er man vel dansk?
Svaret ikke et så enkelt endda, men Ilham Mohamed ville ønske, at det lige netop var så enkelt. Ilham blev i januar dansk statsborger, og det var hovedsageligt for datterens skyld.
En lang proces
Ilham er født og opvokset i Somalia, men kom i 2000 til Danmark. Processen omkring et dansk statsborgerskab har været en lang kamp og startede tilbage i 2007. Ilham havde bestået alle prøverne i 2007, og i 2011 havde hun arbejdet som pædagog i de påkrævede fire år, men prøverne var da forældede, og hun måtte starte forfra.

Ilham, som er fraskilt, siger, at det er for svært at få statsborgerskab i Danmark. Hun kalder det synd for børnene, at deres forældre ikke har mulighed for at opfylde kravene. Disse børn kender ikke andet end Danmark og mange af dem, kender ikke deres såkaldte ”hjemland.”

Sabriin skal ikke vente
Da vi spørger Ilham Mohamed, hvorfor hun begav sig ud i den lange kamp for et dansk statsborgerskab, svarer hun, ”for min datters skyld, hun skal ikke vente til hun er 18 år, før hun kan kalde sig dansk statsborger.”

Datteren kender kun Danmark, og derfor skulle hun også have lov til at kalde sig dansk statsborger og have de samme rettigheder som alle andre børn, der er født i Danmark.

Men det er kun i kraft af Ilhams statsborgerskab, at datteren kan kalde sig dansker, for når hun 18 år, skal hun selv ”gøre sig fortjent” til statsborgerskabet via diverse prøver. Ilham fortæller, at i f.eks. England bliver børn helt automatisk statsborgere, når de er født i landet og deres forældre har britisk statsborgerskab.

”Jeg ville ønske, det også var sådan i Danmark, for jeg forstår ikke, at en pige, der er født i Danmark, snakker dansk og har en dansk mor, skal gør sig fortjent til at blive dansk statsborger.”

Samme rettigheder

Selvom det primært er for sin datters skyld, fortæller Ilham, at det også er et spørgsmål om rettigheder. Hun har taget en pædagoguddannelse i Danmark, arbejder her og betaler dansk skat, så derfor vil hun også have ret til at stemme. ”Det er vigtigt at få lov til at bestemme hvilke partier der skal styre landet, da de politiske beslutninger jo også påvirker mit liv.”

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.