”Må vi virkelig tegne på vinduerne?” Sådan var den generelle reaktion, men svaret var overraskende nok ”Ja, det er det, I skal”.
Forleden var over 50 børn samlet på Gellerup Bibliotek. Årsagen var, at den britiske kunstner og illustrator Daniel van der Noon var på besøg og havde inviteret områdets børn til at komme og male på bibliotekets vinduer.
Daniel van der Noon er til dagligt tilknyttet Sigrids Stue i Foreningernes Hus og Århus Kunstbygning. Han stod i spidsen for dagens kunstneriske udfoldelser og hjalp børnene med at male og finde inspiration.
Daniel og kurator Hanne Ege, spillede lydbånd med forskellige eventyr som Snehvide, Klodshans og Peter og Ulven, og børnene tegnede ud fra historierne og musikken, de hørte. Musikken fungerede rigtig godt, da børnene ifølge Daniel behøvede et ”push” til at finde inspiration.
En udpræget succes
Udover eventyr fik Daniel også børnene til at tegne, hvad de havde lavet eller skulle lave i vinterferien, og en tegnede f.eks. en skøjtetur i City Vest, men eventyrene fungerede dog bedst ifølge Daniel.
Børnene var lige fra tre år og op til teenagealderen, og de havde ældre søskende og forældre med sig. Flere forældre var henne og spørge, hvor de kunne købe de tuscher, der blev benyttet på vinduerne, så børnene også kunne gøre det derhjemme.
Dagen var en udpræget succes, og hvis nogen har lyst til selv at afprøve kreative ideer og få inspiration, er der åbent i The Drawing Club i Sigrids Stue fra 16-18 hver tirsdag og torsdag.
Sigrid Stue har også et arrangement på Lunchroom Gallery d. 1. marts, som hedder ”Blind date”, hvor der skal blindtegnes til musik, rødvin og romantik.  

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.