Gellerup er et område med mange debatter, men i disse debatter mangler ungdommens stemme ofte. Gellerups fremtid bygger på de unge, og det er derfor vigtigt, at deres holdninger kommer frem, så de kan få indflydelse på livet i området. Derfor har gellerup.nu taget initiativ til at starte et ungdomspanel, som består af beboere i Gellerup, som skal repræsentere ungdommen bredt.
Panelet skal være med til at sikre, at de unge er med til at præge debatten og kaste lys på en holdning eller problemstilling. Det kan være aktuelle sager der debatteres, såvel som emner panelet selv tager op. Det vigtigste er, at ungdommen i Gellerup får et talerør, så de kan få indflydelse på debatten, og også selv være med til at skabe debatter i området.
Deltagerpanelet skal fungere som kommentatorer på aktuelle debatter, og der skal også være diskussions-møder, hvor tungere emner skal debatteres. De unge får også mulighed for at selv skrive indlæg, hvis der er noget særligt, der ligger dem på sinde.
De unge skal styre debatten
Mandag var panelet samlet for første gang. De ca. 10 paneldeltagere var mødt op for at snakke om projektet og deres egne forventninger hertil. De var alle glade for at blive inviteret med i panelet – det lyder rigtig spændende, sagde flere.
En af deltagerne i panelet, Mahmoud Halloum, sagde:"Jeg synes, det er for dårligt, at indvandrere kun bliver brugt som kommentatorer, når det handler om integration og kriminalitet." Han savner, at unge indvandre også bliver spurgt til andet, såsom hvilke muligheder de unge har i området.
En anden af deltagerne, Mustapha Baddoura, mener, at der er så mange rollemodeller og ressourcestærke unge i Gellerup, og det er en skam, at de ikke bliver brugt i dialogen omkring deres område.
Men det bliver de nu! I panelet skal de unge både være med til at styre og dominere debatten, frem for de bliver statister i problemstillinger omkring deres eget område. Ungdomspanelet skal være med til at få endnu flere unge til at ytre sig, så det er sikkert, at ungdommens stemme bliver hørt, også i Gellerup.
Og det skal den! Benyt kommentarfeltet her til højre, hvis du har en kommentar eller et forslag til ungdomspanelet.