Den ekstreme gruppe Danish Defence League (DDL) har planlagt en demonstration i Aarhus d. 31. marts i samarbejde med English Defence League. Der er i den forbindelse blevet taget forskellige initiativer som “modtræk” til deres ankomst. Vi har på gellerup.nu spurgt vores ungdomspanel om, hvad de mener.
I ungdomspanelet er der delte meninger om, hvordan man skal reagere, når ekstreme grupper som DDL kommer til Aarhus.
Sahra: Fare for vold
Sahra mener, at politiet har begået en fejl ved overhovedet at tillade DDL at komme og demonstrere. Hun mener, at der er en reel fare for, at det vil ende i vold, og man derfor ikke skal møde op til moddemonstrationen på den dag de kommer, men blive inden døre eller tage af sted d. 21. Hun frygter, at nogle af dem der møder op d. 31. ikke kommer for mangfoldighedens skyld, men for at vise de ikke er bange, og det kan udløse konfrontationer.
Nadine: frygter hærværk
På samme måde forholder flere i panelet sig også. Nadine siger, at hun frygter hærværk og slagsmål.
Gihad: ikke reagere
Gihad mener ikke, at man skal reagere, for så undgår man ballade, og ingen kommer til skade.
Yasmin: Spred glæde
Yasmin i panelet mener, at alle initiativerne er gode, selvom det at blive inden døre er lidt for tamt, da man ikke kan vise mangfoldighed på den måde. Hun foretrækker musik og underholdning:
”Det er nok noget af det bedste, man kan gøre – vise glæde og sprede den på samme tid, det er meget motiverende og driver dermed stort set alle negative ladninger væk fra arrangementet. Man står imod alt ekstremisme, idet man spreder glæde og viser sammenhold.” Hun mener, det er vigtigt at vise, at vi står indenfor demokrati og ytringsfrihed.
"Det vil vi vise via fredelig og glædesfyldt demonstration.”
Mahmoud: Plads til alle
Mahmoud er lidt splittet, da han egentlig ikke mener, at man skal give DDL den opmærksomhed og konfrontationer, som de ønsker, men han siger også: ”Samtidig kan jeg godt forstå lysten til at reagere og vise denne gruppe og deres tilhængere, at selvom deres demonstration er i Aarhus, så er borgerne i byen ikke enig i deres holdninger, og i Aarhus er der plads til alle. Derudover er det en god måde at vise omverdenen, at Aarhus og Danmark er for mangfoldighed, både ved at tillade DDL at demonstrere her, men også at vi rummer meget andet og andre holdninger.”
De forskellige initiativer er blandt andet:
- Oplys Aarhus, hvor man holder sig inden døre på selve dagen, tænde lys og ignorerer, at DDL kommer til byen.
- Aarhus for mangfoldighed finder sted samme dag som demonstrationen, og igennem sammenhold og mangfoldighed skal DDL se, at de ikke er velkomne i byen.
- Aarhus hylder tolerancen er et initiativ fra Aarhus Byråd, som opfordrer byen til at fejre tolerance d. 21. marts med musik og underholdning.