Leder af Cirkus Tværs, Trille Hall Lucassen, er nu 100 procent sikker på, at Tværs får lov til ar rykke op i Nordgårdshallen. Hun siger, at det er så sikkert, som det kan blive, og hun forventer, at Cirkus Tværs kan flytte ind i de nye lokaler i enten 2014 eller 2015.
Trille Hall er meget begejstret for udsigten til flytningen, da cirkussets nuværende lokaler langt fra er optimale. ”Vi mangler rum til mødelokale, kontor og et omklædningsrum til både pigerne og drengene. Det får vi muligheden for oppe i Nordgårdshallen. Der er også ved at være så mange børn i Cirkus Tværs, og der mangler midler til at rumme alle de børn, som gerne vil rummes.”
Endnu en fordel ved flytningen er, at artist-linjen fra Gøgler-produktionskolen også skal være i Nordgårdshallen. ”Det bliver helt fantastisk med det samarbejde. Om eftermiddagen skal de unge fra gøgler-produktionsskolen træne børnene fra Tværs,” siger Trille Hall.
Udendørs artist-legeplads
Det er også blevet sendt en ansøgning til kommunen om et ude-område, en såkaldt artist-legeplads, hvor der eksempelvis skal være udendørs trapezer og en parkour-bane.
”De store drenge herude fra skal være med til at etablere det. Hvis de føler ejerskab over det, vil legepladsen blive brugt, og de vil være med til at passe på det, ” fortæller Trille Hall.
Artist-legepladsen og parkour-banen kan forhåbentlig også tiltrække store stævner, og måske udenlandske parkour-klubber. Trille Hall mener, det er meget vigtigt for de yngre børn at se ældre og dygtigere kunstnere, da det inspirerer dem. Hun fortæller, at børnene fra Tværs var ude og se nogle dygtige jonglere, og nu kan alle børn selv jonglere, og ifølge Trille Hall ligger der en ”mega” værdi i, at børnene ser de bedste.