Så er det afgjort: Familierne til to af de unge, der brændte børnehaven Viben af 12. oktober 2008, skal flytte ud af deres lejligheder i Gelllerupparken. Den ene familie skal være flyttet 30. april, den anden 31. maj. Ved branden skete skader for over syv mio. kr.
Landsretten har netop afgort sagen, og den kan ikke ankes. Udsmidningssagen startede i 2010, og familierne mente, at det var for sent at varsle opsigelsen, og de forsøgte også at overbevise retten om, at de to unge slet ikke boede hjemme, da den kriminelle handling blev begået. Men begge dele blev afvist af byretten. Og udsmidningen er nu godkendt af Landsretten.
Ikke givet på forhånd
I en anden udsmidningssag, som startede i 2006, gik landsretten imod Brabrand Boligforenings ønske, så udfaldet af Viben-sagen var ikke givet på forhånd. Nen det har vejet med i denne sage at familierne boede lige i nærheden af brandstedet.
De to familier skal betale henholdsvis 20.000 og 21.760 kroner i sagsomkostninger til boligforeningen. De unge har i forvejen fået fængselsdomme for brandstiftelsen.