I år skal de unge selv stå for at arrangere sidste års store succes, Dimissionsfesten. Festen, som to piger fra Gellerup fik ideen til sidste år, er en fælles fest for alle dem i Gellerup og Toveshøj, som har afsluttet en ungdomsuddannelse eller erhvervsuddannelse. De to veninder, Jasmin Faris og Sara Achwah, fik med hjælp fra bl.a. Samvirket og Vejledningscentret stablet en stor fest på benene.
Både Sara og Jasmin blev studenter sidste år, og det er deres ambition, at det er sidste års studenter, som skal være med til at planlægge festen. De to piger og Montaha Qasem, som også var med til at arrangere sidste års fest, skal dog blive ved med at være tovholdere. De unge arrangerer selv festen i år, men de får hjælp af bl.a. Samvirket til at klare nogle af de økonomiske udfordringer.
Festen skal være mere for de unge i år
Pigerne er begyndt at planlægge årets fest. Udover Sara og Jasmin er også Montaha Qasem, Rana Qasem og Hanin Abdo til stede ved det første møde. De skulle være flere, men der er desværre lidt afbud.
De starter med at evaluere festen sidste år, og de er alle sammen enige om, at årets fest skal være mere for de unge. ”Der var for mange taler sidste år, så det var lidt kedeligt nogle gange, for der manglede noget for de unge,” siger Montaha, mens Rana siger: ”Det blev lidt for meget en fest for forældrene, og knap så meget for de unge.”
Så det skal ændres i år, og pga. succesen sidste år, har det været nemmere og samle frivillige, og de har bedre tid i år til at gå i dybden med tingene.
Gellerups gode side
Pigerne bruger ca. fem-seks timer om ugen på arrangementet, og flere i ugerne op til festen. De bruger så meget tid på det, da de selv får noget igen, samtidig med de gerne vil gøre op med Gellerups dårlige omdømme.
”Man hører så meget negativt om Gellerup, men der er mange, der tager en uddannelse, og det er vigtigt at fremhæve dem,” siger Sara, og Rana supplerer: "Man tænker meget over Gellerups rygte, især når man skal fortælle folk, at man bor herude."
Sara siger: ”Vi vil gerne vise den gode side af Gellerup, samtidig med vi motiverer de unge herude til at tage en uddannelse. Det er jeg stolt over at være med til.”
Pigerne er enige om, at de får meget tilbage igen ved at arrangere festen.

”Man får meget erfaring ud af det, og så får man det bare godt, når man ved, at man gør noget godt for andre,” siger Jasmin, og Rana tilføjer, ”De smil man får, de betyder noget.”
Pigerne håber det kan blive en tradition, som vil vare ved langt ud i fremtiden.