I påsken blev der bagt på livet løs i Foreningernes Hus. Anledningen var en bagedag, som var arrangeret af Brabrand Kvindeforening. De ca. 45 børn havde mulighed for at bage deres egne pizzaer og dekorere småkager med krymmel og glasur.
Serpil Basara, som er aktiv i kvindeforeningen, fortæller, at der hele dagen var en dejlig duft af frisk bagværk, og der var glade børn med munden fuld af kage og pizza, da Foreningernes Hus blev omdannet til et kæmpe bageri.
”Børnene elskede at bage og være i køkkenet. Bagning er en rigtig god aktivitet for børn, hvor de selv får lov til at bidrage med noget. Vi oplevede, at børnene med glæde vaskede hænder og ventede spændt på, at ingredienserne kom,” fortæller Serpil Basara.
Børnene havde travlt, men der var også tid til at læne sig tilbage og nyde nybagt kage, varme pizzaer og småkager direkte fra ovnen.
Serpil Basara slutter af med at sige, at børnene virkelig nød at spise noget, som de i fællesskab havde skabt.