Meisoona Almayahi har en tøj- og blomsterbutik i Bazar Vest, lige ved siden af 10-kroners butikken. Hun er glad for, at gellerup.nu kigger forbi til en snak, for så kan hun fortælle det, som nogle århusianere er kommet i tvivl om:
"Bazar Vest er åben! Det er den nye del, der er brændt – den gamle bazar er er og vil frygtelig gerne have kunder!"
Katastrofen er total for de, der har mistet butikker og varelager ved branden, og en del har ikke været forsikrede. Alt er tabt, og en person er død. Forsikringssvindel er årsagen, mener politiet, og det gør ikke stemningen i bazaren bedre.
Men også i den gamle del af bazaren er der alvorlig bekymring. Da nyheden om branden nåede århusianerne forrige søndag, faldt omsætningen drastisk. Mange troede, at hele bazaren var lukket.
"Folk herfra ved godt, at bazaren er åben," siger Meissona og har faktisk travlt med at hjælpe kvinder, der skal prøve frakker, og hun får solgt flere, mens vi er her. Men problemet er folk udefra – dem vil hun gerne fortælle, at butikkerne i den gamle del af bazaren står parat til kunderne.
Det gik ellers bedre nu
Før branden var der ellers kommet god gang i omsætningen igen. Ballade og konflikter, hash- og kathandel er blevet klart minimeret, og Meissona takker den nye bazarledelse ved Ahmed Øcalan for flere gode indsatser med vagter, også om natten. Det har øget omsætningen, og kvinder frygter ikke længere så meget at komme i bazaren.
"Ahmed har gjort mange gode ting for os, men han kan nok gøre mere. Men så kom branden, og det er et rigtigt problem for os. Vores omsætning er faldet meget, og forleden dag solgte jeg kun for 100 kroner."
Stemningen skal forbedres
Meissona Almayahi håber på, at det hurtigt retter sig, ellers går det ud over de handlende. Der skal reklameres igen, de butiksdrivende skal samarbejde mere, og stemningen skal være mere positiv.
Og så skal butikken have en forsikring! Hun og manden, der er arkitekt, driver butikken sammen, men når manden kommer hjem fra rejse, skal trygheden øges med en forsikring.