Der bliver født mange ideer, når man jonglerer med fremtiden for Gellerupparken og Toveshøj. En af dem kom frem på Samvirkets kvartalsmøde tirsdag, men det er ret usikkert, om der er penge til at finansiere den. Men her er den:
Norgårdhallen rives ned og flyttes lidt nordpå til de nuværende kælkebakker. Her kan et stort idrætscenter med græsbaner, kunststofbane, en ny idrætshal mv. rejses – som nabo til det kommende beboerhus.
Det var næstformanden for Brabrand Boligforening, Keld Albrechtsen, der luftede ideen, og det lød næsten til at være en realistisk plan. Den kom som svar til Solvejg Sandberg fra Cirkus Tværs, der gerne vil involveres mere i planerne for at udnytte Nordgårdhallen. Hun fik et svar, hun ikke havde regnet med:
"Det er mere sandsynligt, at Nordgårdhallen forsvinder! Der er fostret en ide om et samlet idrætscenter tæt på beboerhuset, og kommunen har bolden nu, fordi der skal investeres. Men der er en vilje til, at det skal lykkes," sagde Keld Albrechtsen.
Foreløbig kun en idé
Per Frølund fra Gellerupsekretariatet anslår dog en mere forsigtig tone over for gellerup.nu:
"Der er en idé om at samtænke beboerhus og idræt, altså at placere idrætsfaciliteter tæt på det kommende beboerhus. Men det er på ideplanet, og den kan kun realiseres, hvis der kan skaffes penge til at bygge en ny idrætshal. Der er positiv stemning i den politiske styregruppe (forum for boligforening og kommune, som mødes hvert halve år, red.) om det at samtænke idræt og kultur. Men der er ikke taget nogen form for beslutning om det," understreger sekretariatslederen.
Cirkus Tværs og andre regner jo med, at de skal flytte over i Nordgårdhallen. Hvornår er der en afklaring, så I kan svare Cirkus Tværs?
"Der bliver jeg dig svar skyldig," siger Per Frølund.