Hele syv initiativer i Gellerup er blevet tildelt midler til deres projekter fra den nye medborgerpulje i Aarhus Kommune, som i år sætter fokus på ”unge og foreningsliv”.
Et af de syv initiativer, er Get2Job – Fritidscenter Gellerup/Toveshøj, som er blevet tildelt 25.000 kr. til udbydelse af kurset Livsmestring.
Det er primært Henning Winther, FU viceleder, som er ansvarlig for koordinering af undervisningsforløb af Livsmestringskursus i Gellerup og Toveshøj. Og Get2Job har på den baggrund søgt midler til at få iværksat kurset, som skal give værktøjer til håndtering af hverdagsliv.
”Jeg synes vi skal fokusere på udgangspunktet – hvad er de unges udfordring, når de møder en arbejdsmarkedssammenhæng eller en ungdomsuddannelse? De fleste unge i området har nogle faglige udfordringer, men ikke noget der forhindrer dem i at tage et arbejde eller en uddannelse. Den store udfordring ligger i at forstå, hvordan man opfører sig i forskellige sociale sammenhænge, og det kan hverdagsliv hjælpe dem med at belyse,” siger Henning Winther.
Tværkulturelt samarbejde og lokal forankring
Der var i alt 32 ansøgninger til medborgerpuljen, og på Aarhus Kommunes hjemmeside skriver de, at de ansøgninger, som er blevet tilgodeset: inddrager eller er rettet mod unge nydanskere, er baseret på et tværkulturelt samarbejde og er lokalt forankret.
Udover Get2Job har også Omar Chahrour fået tildelt 22.500 kr. til et grundkursus i det danske demokrati for Fristedets medlemmer, mens Ramallah Spejderne i Gellerup har fået 25.000 kr. til opstart af et orkester, så pengene skal bruges på indkøb af instrumenter. Somaliske Gadebørns Forening har fået tildelt 23.602 kr. til fitness, kostvejledning, løbetræning, gåture og personlig træning til unge, overvægtige somaliere over 16 år. Derudover har Somalisk Kultur Forening, Det Somaliske Fællesråd, Dansk Somalisk IFTIN Forening også fået tildelt midler.