Toveshøj fylder 40 år, og cirka 20 personer er forsamlet til morgenmad i Laden lørdag morgen, hvor Toveshøjs afdelingsbestyrelse har inviteret nuværende og tidligere beboere til morgenmad.
Aktivitetsansvarlig Solvejg Pedersen byder velkommen, og de tilstedeværende kaster sig over morgenmaden med lækker juice, morgenbrød og rundstykker plus tilbehør. En Doktor Nielsen bliver skænket rundt af en glad Solvejg Pedersen.
Flere af personerne rundt om bordet har boet på Toveshøj siden de tidlige år, og samtaleemnerne bærer præg af, at folk ser tilbage.  ”Ja, man skal aldrig stresse.  Folk, der stresser, lever ikke så længe, så det skal man lade være med,” siger den 67-årige Toveshøj-beboer og suppleant til afdelingsbestyrelsen, Finn Herskind.
Ved et andet af bordene kommer Helle Hansen og ønsker afdelingsbestyrelsen til lykke. Gellerupparkens afdelingsbestyrelse har købt et gavekort til Toveshøj på 500 kroner.
Vejrguderne er med os
I dagens anledning har afdelingsbestyrelsen i Toveshøj indgået et samarbejde med Fritidspatruljen, Gellerup om at markere Toveshøjs 40 års jubilæum med en legeeftermiddag for 70 glade børn.
Vejrguderne sørger for perfekt vejr, og dagen starter med en skattejagt rundt omkring i Toveshøj,der spilles rundbold, og så er der en vandleg med spande, hvor der sluttes af med ballonkamp til børnenes store begejstring.  Dagens motto er, at der ikke er nogle tabere;  alle er de vindere og børnenes præmie er en slikkepind og et glas saftevand. 
Det er en kanon hyggelig legedag med fuld fart over feltet, hvor forældrene kommer med og kigger på. Legedag for børn og forældre er nu noget, som Toveshøjs afdelingsbestyrelse vil overveje at afprøve igen.
Musik og livlig snak ved bordene
Om aftenen kommer de tilstedeværende ind ad døren og bliver mødt af entertaineren Palle Krabbe, der står glad i døren og spiller på sin harmonika. Der dækkes op med en lækker menu, og i baren står Daniel og Mike Pedersen. Solveig Pedersen byder velkommen, og Palle Krabbe giver den hele armen med underholdningen. Han er tydeligt drillesyg, og hans inddragelse af Solveig Pedersen får hele salen til at hyle af grin.
Ved det ene bord går snakken livligt. Johnny Larsen har boet i området siden 1978, og på Toveshøj siden 1986. ”Hov, hør lige her. Hvordan definerer du ordet resursesvag?”, spørger han. ”De mennesker, der bor herude, HAR resurser. For eksempel synes jeg, at somalierne har en enestående fællesskabsfølelse.”
Derudover foregår en livlig snak ved bordene om lukningen af posthuset og de andre lukninger i området. Men også andre emner debatteres, såsom Internet og licens i fremtiden.
Og hvad med dengang, da der var sodavandsdiskotek i Laden? Kunne man lave sådan noget igen? 18-årige Trine synes i hvert fald, at det kunne være sjovt. Det er BEBOERNES aften, en god en af slagsen.