Borgmester Jacob Bundsgaard kører forrest, når den nye mountainbikerute i Hasle Bakker åbner på søndag den 9. december kl. 11.00.

Det fem km lange mountainbikespor snor sig rundt i naturen fra Bakkekammen i øst til Holmstrupgårdsdsvej i vest. Sporet er fyldt med udfordringer af både teknisk og fysisk karakter. Ruten byder på hårnålesving rundt på Bakkekammen og fører helt til tops, hvor man kan nyde udsigten over Aarhus fra 105 meters højde over havet.

Ruten omfatter også et andet af områdets toppunkter, Grimhøj på 91 meter. Hvor sporet krydser gangstier er udlagt forhindringer, der kræver, at cyklisterne sænker farten. Til gengæld skal de på de stejle opkørsler træde godt til i pedalerne for at holde cyklen kørende.

Banen er støttet med 545.000 kroner fra Aarhus Kommunes ”Aktiv Aarhus Puljen” til fremme af fysisk aktivitet i det offentlige rum.
For Bent Hviid, formand for Den Selvejende Institution Hasle Bakker, er et stort mål nået:

”Lige fra de første anlægsarbejder i bakkerne begyndte for omkring fem år siden, har det været et stort ønske at få etableret faciliteter til mountainbike-rytterne.
Pump cyklerne!
”Banen giver fantastiske muligheder for at komme rundt i området og opleve naturen på en udfordrende og sjov måde. Jeg kan kun opfordre til, at folk får pumpet cyklen med de brede dæk og giver sig tid til at komme herud og afprøve ruten,” opfordrer Bent Hviid. Han understreger, at MTB-ruten kan bruges hele året.

Borgmesteren triller

Ved åbningen søndag vil ryttere fra de århusianske klubber viser færdigheder på Bakkekammen, inden de med borgmesteren i spidsen ruller mod vest ud på ruten. Mødested for arrangementet er startpunktet på cykelstien langs vestsiden af Bakkekammen, nord for Toushøjskolen.