Apartheid på israelsk

Det er onsdag aften i Foreningernes Hus. Emnet for Socialistisk Ungdomsfronts møde er ”Frit Palæstina”, hvor Yonathan Ungermann Goldstein, søn af jødiske forældre, taler på baggrund af sine oplevelser i Israel, hvor han har været fredsvagt. Cirka 20 tilhørere overværer foredraget.
Historisk tilbageblik
Antisemitismen fik sin kulmination med nazisternes massive udryddelse af jøder. I samme periode var der et ønske blandt zionister om en israelsk stat.
I 1948 blev ønsket imødekommet af FN. Yonathan Ungermann Goldstein fortæller, at der dengang blev opereret med to scenarier. Det ene scenarie var uddrivelse af palæstinenserne, det andet var apartheid med skarp adskillelse. Man valgte apartheid-delen. Således er Gaza, på størrelse med Langeland, verdens tættest beboede område med 1,6 mio. indbyggere og spås at blive ubeboeligt om få år.
I knapt 2000 år frem til 1948 var der arabisk majoritet i området, men før da havde det været en jødisk nation. Indtil 1981 havde Jerusalem været delt op i to, men Israel valgte her at besætte den palæstinensiske del og kaldte byen ”den evige, udelelige by”. Det ses tydeligt, at jøderne regner sig for Guds udvalgte nation.
”Alle arabere vil slå dig ihjel!”
Indtil 1994 havde man i en årrække haft en vellykket ordning med, at jøder og muslimer bad i den samme moské. Det gik fint, lige indtil en jødisk fanatiker gik amok i april 1994. I dag skal man samme sted uden om massiv militærkontrol, inden man møder ”hilsenen” ”Welcome to Israel!” ved slutposten.
Opfattelsen ”Alle arabere vil slå dig ihjel” er almindelig. En anden opfattelse er, at palæstinenserne ikke er medmennesker – snarere dyr.
To eksempler:
•    I byområder ses vandsiloer, som alene er koblet til israelernes huse.
•    Nogle drenge i et bosætterområde morede sig med at rive et tørklæde af en palæstinensisk kvinde, uden frygt for straf. Det havde været noget helt andet, hvis en palæstinenser havde gjort noget tilsvarende.
Intens debat
Arrangementet er programsat til at slutte klokken 20.30, men vi slutter først klokken 22, efter en intens diskussion. Det fremgår af snakken, at ikke alle jøder er racistiske. Mange jøder forfærdes over forholdene i Israel. Ligeledes er der muslimske organisationer, som blot ønsker fred med andre grupper.
Kendsgerningen i det politiske Israel er imidlertid, at to befolkningsgrupper strides om retten til at være herre i huset.