Allerede fra mandagen kunne man opleve mange glade og motiverede børn på den etniske madskole. Den foregår i denne uge på Søndervangskolen og byder på sund madlavning, leg og fysiske aktiviteter.
Madskolerne rundt i landet er et samarbejde mellem Landbrug & Fødevarer, 4H og REMA 1000, hvor de overordnede formål er at give børn og unge viden om kost, ernæring, motion og livssti på en sjov, lærerig og aktiverende måde. I Viby Syd er 17 børn med, siger Jeanette Bisgaard Sørensen, som er ansvarlig instruktør på Madskolen.
Madopskrifter, smag og lugt
I løbet af ugen er der et program, hvor børnene kommer til at lave forskellige slags madretter fra flere forskellige kulturer – blandt andet arabisk, brasiliansk, asiatisk og dansk.
Der er fokus på smags- og lugtesanserne, hvor børnene selv kommer til at smage og tilberede mad, og de får et indblik i de danske råvarer, som også kan indgå i den etniske mad.
Børnene får opskrifterne med hjem med en opfordring til, at de kommer med inspiration til forældrene.
Hygge, hygiejne og en bondegård
Mellem måltiderne er der hyggesnak som f.eks. at gætte på, hvad der var i maden, og snak om farver og dens betydning for maden. Det bliver også snakket om hygiejne under madlavning samt om, hvordan børnene skal være med til oprydning og opvask.
I dag onsdag er der arrangeret et bondegårdsbesøg til Vejlskovsgaard i Odder, og torsdag er forældrene inviteret til en fællesspisning for en hyggelig afslutning på den etniske maskole. Så får børnene mulighed for at vise forældrene, hvad de har lært.