Sidst i juli omtalte vi et spændende initiativ i Gellerup – hjemmeservicefirmaet Close To You. Men Livsværkstederne, som stod bag projektet, har valgt at lukke det ned, før det kom rigtigt i gang.
Kunderne manglede – og selv om nogle var startet i arbejdsprøvning, var der i realiteten heller ingen ansatte, oplyser Verner Karkov, Livsværkstederne.
"På et forretningsudvalgsmøde i torsdags besluttede vi derfor at afvikle Close To You pr. 1. september i år. Så selv om miraklernes tid måske ikke helt er forbi, så valgte vi ansvarligheden i stedet for at undgå et ufinancieret underskud ved årets udløb."
Projektet skulle vare halvandet år og gik ud på, at førtidspensionister i blandt andet Gellerup skulle ansættes til at udføre hjemmeservice hos private og hos virksomheder.