Kontaktstedet i Gellerup er et helt afgørende tilbud til unge i Gellerup. Det blev slået fast på stedets 10 års fødselsdag, hvor Fadi Kassem og hans folk blev hyldet.
”Tillykke til medarbejderne. I gør dagligt et stort arbejde. Og når man siger Kontaktstedet, så siger man også Fadi. Du har udrettet meget, og du har endda fået socialministeren til at komme på besøg,” sagde HotSpots centerchef Bent Nielsen i sin tale ved 10-års receptionen fredag den 27. september.
En af gæsterne ved receptionen i Kontaktstedet, der er en del af HotSpotcentret, var Aarhus’ stadsdirektør Niels Højberg. Da borgmesteren og borgmesterkontoret for nylig holdt til Gellerup, var han med. Og han fik dermed lejlighed til at besøge og snakke med naboen: Fadi Kassem i Kontaktstedet.
Vigtigt for stabiliteten
”Kontaktstedet er helt afgørende for kontakten til de unge i Gellerup. Ja, det er i høj grad Kontaktstedets fortjeneste, at vi her i Gellerup har en meget bedre dialog med de unge, end man har i andre tilsvarende boligområder i landet. Kontaktstedet er en del af fremtiden i Gellerup, hvor vi får rigtigt meget brug for Fadis og hans medarbejderes indsats,” sagde Niels Højberg.
Det handler om mennesker
”Det handler ikke om en masse penge. Det handler om de mennesker, der bærer stedet her,” sagde FU-leder Anders Glahn. Han beskrev Kontaktstedet som meget vigtigt for unge, som har brug for en tænkepause et sted, hvor der er et loyalt kammeratskab og et godt fællesskab.
Kontaktstedets leder Fadi Kassem rettede en stor tak til sine medarbejdere:
”Det er tit et utaknemmeligt job I har. Vi kommer i aviserne og i fjernsynet, og der bliver snakket om os. Men I har sådan en ildkraft og næstekærlighed, og I har vist jeres loyalitet overfor området. Tak for det!”
Han understregede, at Kontaktstedet fortsat skal være et tilbud, der kan tiltrække de unge, så de ikke hænger ud i området eller opsøger hashklubber.
Et særligt sted
Rådmand Hans Halvorsen mindedes starten for 10 år siden.
”Kontaktstedet blev hurtigt et populært sted at være for de unge, fordi det passer til deres behov, som at have åbent om aftenen og i weekenden. Kontaktstedet gør en stor indsats for at give de unge en hånd til at komme videre i deres liv. Det er et særligt sted det her,” sagde Hans Halvorsen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.