På tirsdag kommer den omdiskuterede Ahmed Akkari på besøg i Gellerup. Og det gør han netop for at diskutere.
Sammen med Christian Rabjerg Madsen (S), rejser han nemlig rundt i landet og holder en række debatmøder i udsatte boligområder om islamisme og radikalisering.
En ny Akkari
Ahmed Akkari er tidligere imam og spillede en stor rolle under Muhammed-krisen, hvor han opfordrede muslimer, både i Danmark og i Mellemøsten, til voldsomme protester mod Jyllands-postens Muhammed-tegninger.
Han har siden skiftet holdning. I dag går han ind for en åben dialog og giver hans fulde opbakning til de demokratiske værdier.
Derfor ønsker han nu at bruge sine personlige erfaringer, til at bekæmpe den hårde kerne af islamister, han selv var en del af dengang.
”Brug friheden til at vælge”
”Brug jeres ret til selv at vælge til og fra. Brug friheden til at sige ja eller nej til religiøse og kulturbetingede dogmer. Og værdsæt det danske samfund og dets frisind, fordi det respekterer anderledes tænkende.”
Sådan lyder opfordringen fra Ahmed Akkari i Århus Stiftstidende, forud for debatmødet i Gellerup.
Debatten har tidligere været afholdt i Kolding og i Voldsmose, hvor sidstnævnte endte med stenkast og to anholdelser. Personligt har Ahmed Akkari desuden modtaget trusler og bliver ofte kaldt diverse skældsord. Men det får ikke de to til at stoppe:
”Oplevelsen i Vollsmose viser, at der er en hård kerne, som tror, at man kan skræmme og undertrykke den demokratiske debat med trusler. Debatterne mellem Akkari og jeg er derfor både en kamp mod islamisme og en kamp for demokratiet,” skriver folketingskandidaten på Facebook.
Tilbage til Gellerup
Debatten i Gellerup er desuden speciel for Ahmed Akkari, da han denne aften vender tilbage til et sted, han kender særdeles godt:
”Jeg har boet i Gellerup og ved, at der er mange muslimer, og der er mange, der er influerede af mange ting. Der er også mange rygter og usandheder om mig, og derfor er det vigtigt, at jeg kan få lov til at forklare mig og tale med beboerne. Jeg vil gerne høre deres synspunkter og diskutere med dem,” har Ahmed Akkari tidligere fortalt til Århus Stiftstidende.
I sidste uge gjorde Ahmed Akkari desuden sig selv og Gellerup bemærket i medierne, da han fortalte, at Gellerup har sine egne Sharia-domstole. Læs artiklen her.
I begyndelsen havde de to debattører ellers problemer med, at finde et sted de kunne være, men det er nu endelig lykkedes.
Hvor og hvornår
Mødet holdes tirsdag den 29. oktober kl. 20.00-21.30 i Globus1 i Gellerup, Gudrunsvej 3A, 8220 Brabrand.
Alle er velkomne, men der er kun plads til cirka 100 personer. Der lukkes ind efter først-til-mølle princippet.
Se mere på Facebook her